Den danske udviklingsminister Søren Pind har forsøgt at presse Lene Espersen til at holde hånden over en gruppe ejendomsspekulanter, der var med til at udløse krakket i Roskilde Bank.
B.T. er i besiddelse af et fortroligt brev, hvor ministeren i skarpe vendinger forsøger at presse Lene Espersen til personligt at gå ind i sagen for at beskytte boligspekulanterne Ole Vagner og Gunnar Kristensen.
Brevet er stemplet fortroligt, og er sendt af Søren Pind kun få måneder efter det store krak i Roskilde Bank, hvor 32.000 aktionærer mistede deres indskud.
Søren Pind selv var på spekulanternes lønningsliste, da han sad sammen med dem i bestyrelsen for det kriseramte ejendomsselskab Nordicom. Det gav ham en årlig indtægt på 200.000 kroner.
Ministerens brev er dog stærkt kritisabelt, siger ekspert.
"Det er fuldstændig åbenlyst, hvad han vil. Han skriver brevet for at få ministeren til at give det selskab, hvor han privat arbejder, særbehandling," siger Morten Samuelsson til avisen.
Søren Pind erkender, at han har sendt brevet.