Piloter og stewardesser skal være helt trygge, før flyene af typen Dash-8 Q400 går på vingerne igen. Sådan lyder ønsket fra Dansk Pilotforenings formand, Mogens Holgaard, til Politiken.dk.
- Nu har jeg aldrig selv fløjet Dash-fly. Men de involverede piloter er også med i hele denne proces, hvor vi spørger os selv: hvad skal der til, før vi alle er klar? Og når vi når så langt, at vi flyver igen, så er alle helt ok. Hvis en pilot har betænkeligheder, så flyver vi ikke, siger Mogens Holgaard til Politiken.dk.
Repræsentanter fra piloterne og stewarder og stewardesser har diskuteret, hvad de mener skal ske, før Dash-flyene atter letter.
- Besætningen skal være fuldstændig tryg. Det var stærk tobak at se de dramatiske billeder fra Aalborg. For pårørende, naturligvis, men også for piloter og stewardesser. De er jo også mennesker af kød og blod med familier og børn, siger Mogens Holgaard.
Dash-8-flyene er ved at blive undersøgt, efter to nødlandinger i henholdsvis Aalborg og Vilnius, hvor der var problemer med landingsstellet. Fredag aften nødlandede endnu et Dash-8-fly fra selskabet Augsburg Airwayrs i München, hvor flyet havde problemer med næsehjulet. Alle Dash-8 fly har flyveforbud i Skandinavien.
De ansatte har blandt andet foreslået ledelsen, at flyene gradvist sættes ind i flytrafikken. Ifølge Mogens Holgaard flyver et fly mindst ti timer om dagen, men de ansatte foreslår, at Dash-8-flyene får masser af tid på jorden.
- Vi skal vide, at hvis der er den mindste usikkerhed, så skal man kunne tage dem ud af planen og gennemgå dem. Så skal der være større huller i programmet, siger Mogens Holgaard til Politiken.dk.