Pillerne flyder hos alzheimer-patient: Nu siger naboen fra

Alzheimerramt borger i Gribskov Kommune lades i stikken af plejefirmaet Attendo, mener borger. Hun har fundet lægeordineret medicin i et køkkenskab.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Hjemmehjælperne i det private hjemmeplejefirma Attendo har for lidt tid.

Det siger den tidligere hjemmesygeplejerske Margit Suhr til Frederiksborg Amts Avis.

Udover manglende tid kritiserer hun også Attendo for ikke at kontrollere om de opgaver, borgerne er visiteret til, bliver udført.

Som et tydeligt bevis har hun taget billeder hos sin knap 75-årige nabo i fuglekvarteret i Dronningmølle, hvor hun i et køkkenskab har fundet i omegnen af 150 piller, som naboen således ikke har taget.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Naboen lider af Alzheimers og har desuden nedsat førlighed efter en hjerneblødning. Naboen er visiteret til at få hjælp tre gange dagligt.

Margit Suhr og hendes mand kigger tit ind til naboen, og oplever flere gange om ugen, at hjemmeplejen om morgenen ikke når, at gøre ham klar til at blive kørt til dagcenteret.

- Han kommer af sted uvasket, ubarberet og i beskidt tøj - og af og til uden at have fået sin medicin, fortæller Margit Suhr til Sjællandske og tilføjer, at det værste er, at han ikke får hjælp til at tage sin lægeordinerede medicin.

- De stiller bare pillerne frem, men de tjekker ikke, om han tager dem. På samme måde er det med maden, der bliver leveret til ham. De har ikke tid, eller giver sig ikke tid til at gøre maden klar.

Margit Suhr har i flere omgange kontaktet kommunen og Attendo, men der sker ingen ændringer:

- I Attendo får jeg at vide, at de leverer, hvad kommunen har visiteret ham til, og at det snarere bør handle om, at han skal visiteres til mere hjælp.

Attendo har gennem længere tid været under beskydning for blandt andet ikke at løse opgaven med hjemmehjælp ordentligt.

- Nu synes, jeg, at man snart bør reagere på kritikken, siger Margit Suhr til Frederiksborg Amts Avis.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.