SF vil ikke længere finde sig i, at kvinder med anden etnisk herkomst tvinges til at blive hjemme ved kødgryderne og holdes uden for arbejdsmarkedet af deres familie.
Derfor vil SF smække pengekassen i og stoppe kontanthjælpen til de ikke vestlige kvinder, der går der hjemme uden at være i uddannelse, en form for jobtræning eller på arbejdsmarkedet.
Den strammere linje skal ifølge SF-formand Pia Olsen Dyhr få det til at gå op for mændene, at det er uacceptabelt at tvinge kvinder ind i et bestemt patriarkalsk mønster.
- Den store ligestillingskamp er altså, at der er kvinder i vores samfund, som ikke får lov til at arbejde eller få en uddannelse, som kun må gå hjemme med børnene og ikke må lære at tale dansk. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i på nogen som helst måde, siger SF’s formand Pia Olsen Dyhr i et interview med Ugebrevet A4 forud for partiets landsmøde, der begynder fredag i Vejle.
Mandens sociale kontrol
Kvinder med anden etnisk herkomst skal ligesom alle andre i Danmark have anvist job, når de er på kontanthjælp. Tvinges de ikke væk fra kødgryderne af danske krav, gør vi dem en bjørnetjeneste, fordi vi gør det nemmere for manden at udøve social kontrol over kvinden, forklarer Pia Olsen Dyhr.
- Vi kan se, at der er kommuner, der ikke anviser alle kvinder af anden etnisk herkomst et job. Og de ender faktisk med at være hjemmegående husmødre og får alligevel fuld kontanthjælp. Det er meget vigtigt at sende et klart signal: Enten kommer du i arbejde eller uddannelse, ellers mister du penge på kontanthjælp, siger Pia Olsen Dyhr.
Ligeløn og barsel til mænd stadig er vigtigt for SF, men formanden sætter i interviewet kampen mod social kontrol højere på prioriteringslisten. Sammen med social dumping i transportbranchen bliver kampen imod social kontrol og bedre integration de store emner på partiets landsmøde i weekenden.
En på sinkadusen
På landsmødet i Vejle bliver SF’s historiske vælgerkrise uundgåeligt et tema. Med kun 4,2 procent af stemmerne fik partiet en på sinkadusen ved sidste års folketingsvalg og har i dag kun syv folketingsmedlemmer.
Noget tyder på at vælgerkrisen har bidt sig fast. Meningsmålingerne rokker sig ikke nævneværdigt, og SF roder rundt som rød bloks allermindste parti, mens Enhedslisten og Alternativet står til henholdsvis otte og syv procent af stemmerne.
Det bekommer ikke Pia Olsen Dyhr vel. Nu skal SF genstartes, bedyrer hun. Vel at mærke som sig selv og ikke i grønt tylskørt som Alternativet.
- Det er altid fedt at være ny og spændende. Det er Alternativet jo. Og vi har alle sammen en god fornemmelse i maven med dem. Det er nogle rare mennesker. Men hvis SF skal vokse, skal SF være SF. Vi skal faktisk være lidt stolte over vores historie og ikke slette den, siger hun.
Pia Olsen Dyhr fremhæver, at der selvsagt er nogle fælles mål mellem Enhedslisten, Alternativet og SF. Det gælder miljø og klima-politikken. Og kampen for mindre ulighed.
Alternativet har ingen økonomisk politik
Men der er også forskelle, pointerer hun. Nemlig i viljen til at tage ansvar og i evnen til at få pengene til at passe.
- Alternativet har jo ikke nogen økonomisk politik. Et af vor tids største problemer er at drive midler ind til vores fælles velfærdskasse, lukke skattehuller og stoppe multinationale selskabers paradisjagt for at slippe for at betale skat. Der har jeg ikke oplevet, at Alternativet kommer med et samlet bud, siger hun.
Selvom Pia Olsen Dyhr sukker over, at Enhedslisten og Alternativet kører med klatten hos vælgerne uden at fremlægge det, som hun kalder ansvarlig politik, vil hun ikke tryne dem med negative udladninger.
- Jeg er sådan set optaget af at holde hele centrum-venstre sammen i stedet for, at jeg fornemmer, at nogen gerne vil tale os lidt væk fra hinanden. Det er bare ikke sådan, at vi får en ny regering. Det er min første prioritet at få en ny regering, fastslår hun.