Dansk Folkepartis leder går nu i rette med statsministeren for at føre en vag værdipolitik. Islam er antidansk, og Lars Løkke Rasmussen skal bringe kulturkampen tilbage på det politiske landkort, mener Pia Kjærsgaard.
"Islam er en politisk religion og har intet med danske værdier at gøre. Det absolut vigtigste for mig er at få værdidebatten og kulturkampen tilbage i den politiske debat. Det er udmærket, at Lars Løkke Rasmussen kommer med en ghettoplan, men han symptombehandler og tager ikke fat om problemets rod," siger Pia Kjærsgaard.
Lars Løkke Rasmussen sagde tidligere i dag, at han ikke vil følge Pia Kjærsgaard i hendes angreb på religionen Islam. Værdidebatten handler om antidanske værdier og ikke religion, mener statsministeren.
Det er ikke godt nok for lederen af regeringens støtteparti. Hun vil tage opgøret med religionen, som hun mener, er årsagen til ghettoproblemet.
"Det er ikke et socialt problem, for det har intet at gøre med, at parabolantennerne i ghettoerne er stillet ind på Al-Jazera og at der foregår enormt meget kriminalitet. Men det er det, som Lars Løkke Rasmussen gerne vil behandle, og det er fint nok. Man må bare ikke lægge kulturkampen død. Den er principiel og omfattende, og det skal vi holde fast i," siger Pia Kjærsgaard.
Pia Kjærsgaard vil fortsætte sin kamp for værdipolitik, men selvom hun er utilfreds med den værdipolitiske linje, Lars Løkke Rasmussen lægger for dagen, vil hun ikke tale om konsekvenser for regeringen.
"Jeg har hele tiden ført denne kamp, og intet har holdt mig tilbage. Når Lars Løkke Rasmussen melder så skarpt ud, som han har gjort, så må jeg melde lige så skarpt tilbage igen, og det vil jeg fortsætte med," proklamerer hun.
Regeringen fremlagde i går sin plan for øget tryghed og udvikling i ghettoerne.