Folketingets formand Pia Kjærsgaard er blevet mødt af kritik fra en række socialdemokrater efter et interview med DR i anledning af, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har fået nyt job og forlader dansk politik.
Kritikken går på at folketingets formand interviewet med DR ikke viser nok anerkendelse over for Socialdemokraternes tiligere leder, hvilket Jesper Petersen (S) blandt andet karakteriserer som uværdigt og umodent.
Men nu tager Pia Kjærsgaard til genmæle.
- Aj, slap nu lige lidt af. Jeg tænker oprigtigt, om de ikke har andet at lave? Tag jer nu lige en lille smule sammen. Det er meget mærkeligt det her, og jeg forstår ikke, at de vil være sig selv bekendt at komme med det her. Det ligner ikke noget, det er helt langt ude. Jeg ønskede hende faktisk oprigtigt tillykke. Det her er ret småligt, siger hun til Berlingske.
Folketingets formand sagde blandt andet sådan i det omdiskuterede interview med DR:
- Men hvordan vil jeg beskrive hende? Meget ambitiøs, men det gik jo ikke, som hun gerne selv ville have, det skulle gå. Det er klart. Hun tabte valget, og ud fra det tror jeg, at hun, fra den dag hun tabte valget, har søgt andre poster. Det vidste vi jo også godt, og nu ser det så ud til, at hun har fået det.
Hovedpersonen selv har heller ikke meget til overs for Pia Kjærsgaards manglende respekt. Helle Thorning-Schmidt siger til Politiken:
- Ved du hvad, det er lykkedes mig igennem rigtig mange år på Christiansborg at se hen over Pia Kjærsgaards spydigheder. Og det vil jeg egentlig fortsætte med at gøre… jeg har det lige så godt.
Respekt kommer der til gengæld fra både nuværende statsminster Lars Løkke rasmussen (V) og udenrigsminister Kristian Jensen.
Lars Løkke rasmussen skriver blandt andet på twitter "Tillykke Helle! Så velfortjent med den flotte post."