- Jeg følte det ikke som en fiasko, at jeg blev nødt til at holde en pause hen over sommeren. Jeg vil hellere sige, at det var udtryk for rettidig omhu, for jeg har set kolleger ramme muren, og det kan tage årevis, før du er på toppen igen.
Ordene kommer fra den populære tv-vært Peter Ingemann. I øjeblikket ruller han i programserien "Størst" henover TV 2-skærmen som om intet var hændt, men i et interview med Billed-Bladet fortæller han, at han valgte helt at trække sig fra arbejdet for at vende stærk tilbage.
Han fortæller, at jyden i ham altid har troet, at han kunne arbejde sig ud af travlhed, men nu har han indset, at han godt kan have ambitioner, men at niveau og tempo skal tilpasses.
– Jeg skal forstå at sige ja til det rigtige og sætte nogle grænser for, hvad jeg kan overkomme. Og så handler det også om, at jeg skal involvere andre i, hvordan jeg har det, for ellers har de jo ikke en chance for at forstå det, siger Peter Ingemann, og tilføjer, at han fremover vil holde længere pauser, nyde hverdagen og være helt nede på jorden. Det har han lovet familien, som består af hustruen Trine og døtrene Caroline og Marie.
Sommerpausen har således gjort den snart 45-årige Peter Ingemann klogere på sig selv, og han opfordrer andre til, at man stopper op og mærker efter:
- Uanset hvilken branche du er i, vil jeg opfordre til, at du skal huske at mærke efter, hvad kroppen fortæller og tage en puster i tide. Du kommer stærkere ud på den anden side, lyder anbefalingen fra Peter Ingemann.