Peru indfører kønsopdelt udgangsforbud i kamp mod virus

Peru har i forvejen indført strenge restriktioner og udgangsforbud i forsøget på at sænke smittespredningen i landet. Her ses hjemløse i hovedstaden Lima, der holder afstand til hinanden i forbindelse med et sundhedstjek. (Foto: Stringer/Reuters)

I Peru skærpes restriktionerne, så mænd og kvinder udelukkende må forlade deres hjem på forskellige ugedage.

Peru indfører kønsopdelt udgangsforbud i kampen mod coronavirus.

Det oplyser Perus præsident, Martin Vizcarra.

Landet har i forvejen indført et generelt udgangsforbud for at sænke spredningen af det smitsomme virus.

Men nu indskærpes forbuddet i det sydamerikanske land, så borgernes køn kommer til at afgøre, hvilke dage de må trodse udgangsforbuddet for at handle essentielle varer eller gå på apoteket.

Mænd må således fremover kun gå ud mandag, onsdag og fredag, mens kvinder kun må forlade deres hjem tirsdag, torsdag og lørdag.

Alle skal blive hjemme søndag.

- Vi bliver nødt til at få færre mennesker på gaderne hver eneste dag, siger præsident Vizcarra på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han tilføjer, at det kønsopdelte udgangsforbud skal gøre det lettere for sikkerhedsstyrkerne i landet at kontrollere, at reglerne bliver overholdt.

Han argumenterer for, at det er lettere at opdele folk efter køn frem for at opdele dem efter deres identifikationsnumre, som blandt andet Bolivia og nogle byer i Colombia har indført. Det skriver BBC.

De nye restriktioner i Peru gælder i første omgang frem til 12. april.

- Der er kun ti dage tilbage. Lad os gøre en ekstra indsats for at knække kurven og få kontrol over sygdommens udvikling, siger præsidenten ifølge Reuters.

Udgangsforbuddet vil dog ikke påvirke folk, der forlader hjemmet på grund af en nødsituation, eller som har tilladelse til at arbejde under karantænen.

Det kan eksempelvis være folk, der arbejder med produktion, på et apotek eller i en bank.

Der har allerede været talrige anholdelser af borgere i Peru, der ikke har overholdt myndighedernes retningslinjer under coronaudbruddet.

I Peru er der indtil videre bekræftet over 1400 smittetilfælde, mens 55 personer er døde som følge af coronavirus.

I Panama blev et lignende kønsopdelt udgangsforbud vedtaget onsdag, skriver CNN. Forbuddet vil i Panama gælde mindst 15 dage.

/ritzau/