Person anholdt for trusler om skoleskyderi

En person er blevet anholdt efter at have truet med at skyde på en skole i Esbjerg.
Syd- og Sønderjyllands Politi er talstærkt til stede ved en skole i Esbjerg efter en trussel om skyderi.
Syd- og Sønderjyllands Politi er talstærkt til stede ved en skole i Esbjerg efter en trussel om skyderi. Foto: Pressefoto Rigspolitiet/Free

Det var en 16-årig dreng, som tirsdag på et socialt medie truede med at møde op og skyde på Spangsbjergskolen i Esbjerg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Derfor var politiet tidligere massivt til stede ved skolen.

Drengen blev anholdt tirsdag klokken 14.18 på en anden adresse i Esbjerg og mødte aldrig op på skolen.

- Han har tilstået, at han fremsatte truslen, men har fortalt, at han ikke selv opfattede den som noget, der var alvor bag.

- Han havde heller ikke forestillet sig, hvilke konsekvenser truslen kunne få, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Det er uvist, på hvilket socialt medie drengen har fremsat sin trussel.

Anmeldelsen kom klokken 13.27, men detaljerne omkring anmeldelsen vil politiet endnu ikke oplyse.

Skolen iværksatte sin beredskabsplan. Og hverken elever eller personale er kommet til skade, lød det tidligere.

Det vil blive vurderet i løbet af tirsdag eller onsdag, hvorvidt drengen skal fremstilles i grundlovsforhør.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.