Maler, forfatter, filmmager, grafiker og billedhugger. Kunstneren Per Kirkeby besad mange talenter.
Onsdag eftermiddag sov den verdenskendte kunstner stille ind i en alder af 79 år.
Det er efterhånden fire år siden, at Per Kirkeby meddelte, at han havde mistet evnen til at male.
Et fald ned ad en trappe to år forinden havde resulteret i en hjerneskade, der satte en stopper for yderligere værker fra en af Danmarks mest betydningsfulde kunstnere.
Per Kirkeby studerede geologi fra 1957 til 1964, der blandt andet førte ham ud på flere ekspeditioner til Grønland i 60'erne. Han blev uddannet cand.mag. i naturhistorie og geologi fra Københavns Universitet i 1964.
Samtidig begyndte han i løbet af 60'erne også at male, og talentet inden for flere kunstarter begyndte at folde sig ud. Han lavede skulpturer, tegnede, skrev bøger, lavede film i takt med, at den internationale anerkendelse steg og steg.
Per Kirkeby lagde i 60'erne ud med popkunst, hvor han sammen med Bjørn Nørgaard, Paul Gernes og Peter Louis-Jensen dyrkede de nye udtryksmuligheder. Fra midten af 70'erne begyndte Kirkeby at anvende olie på lærred i sin kunst.
I 1978 fik Per Kirkeby sit store internationale gennembrud på den internationale kunstscene med sin udstilling ved Venedig biennalen, hvor man for alvor fik øjnene op for Kirkebys kunst uden for Danmark.
Siden udstillede han i Norden, Europa og USA, men Per Kirkeby satte også sit tydelige præg på de hjemlige breddegrader.
Sideløbende med billedkunsten medvirkede Per Kirkeby også i en lang række andre projekter. Eksempelvis stod han bag kapitelbilleder til Lars Von Triers film "Breaking the Waves" fra 1996 og lavede scenografi til opsætningen af Svanesøen i New York i 1999.
Gennem årene modtog Per Kirkeby en lang række hædersbevisninger. I 1987 modtog han Thorvaldsens Medalje, i 1990 Prins Eugens Medalje, i 1997 blev han ridder af Dannebrog, og i 2001 modtog Kirkeby medaljen Igenio et arti.
/ritzau/