Pensionsselskaber slår alarm: Antallet af stressede danskere er eksploderet

I 2014 fik PFA i alt 1.743 anmeldelser om skader efter stress. I 2017 var tallet 2.489 anmeldelser. (Foto: Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix/arkiv)

Pensionsselskabet PFA har siden 2014 oplevet en stigning på 43 procent i antallet af kunder, som henvender sig til selskabet med stress.

En ny analyse af sundhedstilstanden hos 13.500 kunder får pensionsselskabet PFA til at slå stressalarm.

Hver femte PFA-kunde har følt sig så psykisk belastet af f.eks. stress inden for de seneste 14 dage, at det har begrænset dem i at udføre deres sædvanlige arbejde og almindelige aktiviteter, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

Samtidig har PFA siden 2014 oplevet en stigning på 43 pct. i antallet af kunder, som henvender sig til PFA's sundhedsforsikring med stress. I 2014 fik PFA i alt 1.743 anmeldelser om skader efter stress. I 2017 var tallet 2.489 anmeldelser.

"En stigning på 43 pct. er helt vildt," siger chef for strategisk sundhed i PFA Rikke Bay Haaber.

"Vi kaster ikke bare psykologer i nakken på folk, men 85 pct. af skaderne på vores sundhedsforsikring bliver straksgodkendt."

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har siden 2012 foretaget befolkningsundersøgelser om arbejdsmiljø. I den seneste fra 2016 svarer 15 pct., at de "ofte" eller "hele tiden" har følt sig stressede inden for de seneste 14 dage.

Pensionsselskabet Danica har ligesom PFA oplevet en stor stigning i antallet af anmeldelser om skader efter stress til sundhedsforsikringen. Psykiske lidelser - hovedsageligt stress - er nu den primære årsag til, at Danica udbetaler erstatning for tabt erhvervsevne.

"Når vi udbetaler erstatning for tabt erhvervsevne, har folk mistet mere end halvdelen af deres erhvervsevne," siger chef for skade og helbred Lone Ryberg.

Hun forklarer udviklingen med, at danskerne har store ambitioner for livet:

"Det skal stå snorlige derhjemme, børnene skal gå til en masse, vi skal selv alt muligt, og karrieren skal passes."