Pensionsbosser: Afslør topchefers skjulte løn

Christian Hyldahl, ATP, vil have gjort topchefernes bonusprogrammer forståelige. (Foto: Foto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix (arkiv))

Pensionkasser vil have topchefernes lønpakker gjort gennemskuelige. Lovforslag på vej.

Topchefers gulerødder som aktier og de såkaldte incitamentsprogrammer skal frem i lyset.

Det siger pensionskassen ATPs topchef Christian Hyldahl og koncernfinansdirektør i PFA, Anders Damgaard, til Børsen. De vil have mere gennemsigtighed:

- Vi vil gerne vide mere om, hvilke præstationsmål der er indenfor et bonusprogram, hvordan de bliver bestemt, om programmerne er til at forstå, og om de er i overensstemmelse med vores interesser som investor, siger Christian Hyldahl, og får opbakning fra Anders Damgaard:

- Vi synes, det er vigtigt, at der er transparens omkring ledelseslønninger. Det indebærer også optionsprogrammer, som man skal gøre sig ekstra umage med at tydeliggøre. Der er ikke tale om et generelt problem, men vi opfordrer til mere transparens, siger Anders Damgaard.

Ifølge Børsen er der ingen af selskaberne med de 25 mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs, i daglig tale C25-selskaberne, som i deres årsrapporter i detaljer forklarer, hvordan de enkelte direktioners lønpakker er skruet sammen i form af individuelle præstationsmål og beløb.

Reglerne i Danmark stiller ikke krav om, at selskaberne specificerer de incitamentsbaserede lønninger. Men det vil blive et krav inden for det næste år.

Senest juni 2019 skal regeringen have implementeret EU's aktionærrettighedssdirektiv. Direktivet har ifølge Børsen blandt andet "til formål at skabe mere transparens om topchefernes lønninger. Derfor fremsætter erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i starten af 2019 et lovforslag, der skal efterleve direktivet", skriver avisen.