Pengeregn: 500-kronesedler fløj rundt på gaden

Nyheder
19 femhundredekronesedler fløj rundt midt på gaden i Holbæk - en ærlig sjæl fandt formuen. (Foto: Modelfoto)

En kvinde fandt forleden adskillige pengesedler, der fløj rundt på gaden

Det var et usædvanligt syn, der forleden mødte en kvinde, da hun kom gående på vejen Labæk i Holbæk. Adskillige 500 kronesedler fløj nemlig rundt.

Pengeregnen fandt sted tirsdag eftermiddag omkring klokken 16.10, og det var en 31-årig kvinde, der pludselig opdagede, at det fygede med en mindre formue.

Ikke mindre end 19 femhundredekronesedler lykkedes det kvinden at samle sammen – altså præcis 9.500 kroner.

Mens andre måske havde skyndt sig at skrabe de mange pengesedler sammen og stoppe dem i lommen, valgte kvinden den hæderlige vej og kontaktede politiet.

De hentede de mange pengesedler som hittegods og kort efter, ringede ejermanden selv til politiet, da det gik op for ham, at han havde tabt alle de penge, han netop havde hævet.

Ejermanden var en 56-årig mand, der havde været en tur i hæveautomaten for at hæve præcis 9.500 kroner. Han kunne derfor nemt bevise, at pengeregnen tilhørte ham.

I døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi, beretter de, at han var meget glad for at få sine penge tilbage. Det forlyder ikke, om den 31-årige kvinde fik en findeløn for at aflevere pengesedlerne til politiet.