I foråret er der ikke længere Vild Med Dans på programmet hos TV 2. Nej, nu skal de kendte lære at stå på skøjter i programmet Vild Med Isdans .
Der bliver spekuleret meget i, hvem deltagerne bliver, og Avisen.dk erfarer nu, at 2900 Happiness -skuespilleren og vært på TV 2 Zulu Pelle Hvenegaard er blandt de kendte ansigter, der skal være med til at gøre programmet til en lige så stor seersucces, som Vild Med Dans har været.
Gitte Madsen, der er redaktør på TV 2, vil dog ikke ud med, hvem der skal deltage og siger, at det først bliver offentliggjort, når alle navnene er på plads.
Pelle Hvenegaard selv, der i øjeblikket holder ferie i Thailand, vil da heller ikke kommentere på rygtet, men han afviser det heller ikke, da avisen fanger ham på telefonen.
Det er allerede næsten sikkert og vist, at skøjteprinsessen Mikkeline Kirkegaard skal være vært på programmet. I søndags kunne Ekstra Bladet citere hendes agent for, at de blot manglede at gennemgå kontrakten med TV2.
Mikkeline Kirkegaard er allerede godt bekendt med programformatet, da hun er blandt de professionelle skøjteløbere, som lærer de kendte op i den tyske version af programmet.