Retsprocessen mod Vatikanets økonomichef, George Pell, er mandag genoptaget ved en domstol i Melbourne.
Den 76-årige australske kardinal beskyldes for en række seksuelle overgreb i Australien tilbage i 1970'erne.
En mindre gruppe af demonstranter og tilhængere havde inden høringen begyndte samlet sig foran retsbygningen.
- Gå ad helvede til, råbte en kvinde, da hovedpersonen eskorteret af flere politifolk ankom, mens en anden fortalte nyhedsbureauet AFP:
- Jeg kender ham, og han er en uskyldig mand, en god mand, en hellig mand, og vi er her for at støtte ham.
Domstolen skal efter høringen, som ventes at vare fire uger, tage stilling til, om der er tilstrækkeligt med beviser til at indlede en sag mod kardinalen.
Sker det, vil Pell være den mest højtstående medlem af den katolske kirke, som bliver anklaget for seksuelle overgreb.
Selv afviser han alle beskyldninger, og for at forsvare sig mod anklagerne har han taget orlov fra sit job i Vatikanet.
Omkring et halvt hundrede vidner kan blive indkaldt til høringen, hvor de vil blive udspurgt af Pells hold af forsvarere.
Efter en halv time, hvor retslokalet var åbent for medierne, blev høringen udsat til mandag eftermiddag lokal tid.
Her vil pressen ikke få adgang, når de første af de personer, som har beskyldt Pell for overgreb, afgiver forklaringer via videoforbindelse.
George Pells advokat beskyldte under formiddagens korte seance politiet for ikke at følge de normale procedurer.
Ifølge advokat Robert Richter har forsvarerne forsynet politiet med mange vidneudsagn, som taler til kardinalens fordel, og som politiet er forpligtet til at undersøge.
- Det har de ikke gjort, sagde Richter ifølge AFP.
/ritzau/