Pave Frans er af konservative katolikker blevet kritiseret for at markere sig for svagt i sin fordømmelse af abort.
Det blev der lavet om på mandag, da argentineren havde valgt at fokusere på emnet i en tale til Vatikanets diplomatiske korps.
Paven, der har fokuseret mere på fattigdom og sociale aspekter end abortspørgsmålet, siden han blev pave i marts, siger, at det er "skrækkeligt" at tænke på afbrydelsen af en graviditet.
I sin tale lagde han ud med at fordømme volden i det krigshærgede Syrien og andre af verdens brændpunkter, men kædede derefter snakken om sultende børn sammen med spørgsmålet om abort.
- Vi kan ikke være ligeglade med dem, der lider af sult, især ikke børn, når vi tænker på, hvor meget mad der går til spilde hver dag i mange dele af verden. Det er, hvad jeg ofte har kaldt "smid-ud-kulturen", siger paven.
- Desværre er det ikke kun mad og undværlige objekter, der bliver smidt ud, men ofte mennesket selv, der bliver kasseret som værende unødvendig.
- For eksempel er det forfærdeligt at tænke på, at der er børn, ofre for abort, der aldrig vil se dagens lys, siger den 77-årige pave Frans.
Hidtil har den katolske kirkes overhoved kun sjældent talt om abort og blev af konservative katolikker kritiseret, da han i sit første interview som pave opfordrede til at vise barmhjertighed over for homoseksuelle, skilte mennesker samt kvinder, der får abort.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.