Et hårdt presset sygehuspersonale på intensivafdelingen på Køge Sygehus har dagligt skruet op for den beroligende medicin hos de indlagte, fordi de ansatte ofte har brug for at gå fra patienterne for at tage sig af andre opgaver.
Det fremgår af et påbud fra Arbejdstilsynet sendt til Køge Sygehus 8. juni i år, som DR P4 Sjælland har fået aktindsigt i.
I rapporten fra Arbejdstilsynet kan man også læse, at der er skruet op for medicinen, selvom personalet ved, at det strider mod de retningslinjer, der findes på området, og kan føre til længere indlæggelsestider. Det skriver DR Sjælland.
- Det er jo sådan noget, der ikke må ske af hensyn til patienterne, siger ledende oversygeplejerske Dorthe Brun Jacobsen, der erkender, at man i de travle perioder er nødt til at skrue op for den beroligende medicin til intensivpatienterne.
- Men når det er sagt, så må man også sige, at det er en del af en behandling, der er i gang i forvejen. Det er ikke sådan, at vi bedøver en vågen patient. Det er noget, vi skruer op og ned for, siger hun til DR Sjælland.
Arbejdstilsynet skriver i rapporten, at den øgede brug af beroligende medicin tidligere er blevet indberettet som en "utilsigtet hændelse". Men den slags bliver ikke indberettet længere.
Systemet med at indberette utilsigtede hændelser er til for at sikre, at man kan få rettet op på fejl. Men da det er sket dagligt, er sygeplejerskerne holdt op med at indberette det. Det gælder også andre utilsigtede hændelser, siger afdelingssygeplejerske på intensivafdelingen i Køge Rikke Hansen til DR Sjælland:
- Generelt har der været indberettet en del utilsigtede hændelser omkring travlhed. Vi kan ikke mobilisere patienterne, jeg tog fejl af navnene på patienterne og så videre. Det tager også tid at indberette, så det er noget af det, der er sorteret fra, siger hun.
Den øgede brug af beroligende medicin er sket på trods af, at man i dag anbefaler, at intensivpatienter er vågne.
- Konsekvenserne af at bruge mere beroligende medicin er længere respiratortid, længere indlæggelsestid på intensivafdelingen og længere samlet indlæggelsestid, siger overlæge Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed til DR Sjælland.
Intensivafdelingen på Køge Sygehus har dog ifølge vicedirektør på Sjællands Universitetshospital Beth Lilja gode behandlingsresultater sammenlignet med resten af landet, til trods for den øgede brug af beroligende medicin. Men Beth Lilja lover, at der bliver sat en stopper for den øgede medicinering.
- Det er klart, det duer ikke. Det skal vi holde op med. Det er ikke acceptabelt for patienterne, sagde hun i et interview til DR Sjælland, der blev foretaget i sidste uge.
Siden har vicedirektør Beth Lilja modereret sine udtalelser over for DR Nyheder.
- Det lille ekstra drys beroligende medicin, som de har fået, det er ikke noget, der har skadet patienterne. Det foregår ikke længere på daglig basis, og vi har sat en masse ting i værk, som reducerer travlhed, siger hun.