Personalet på urologisk afdeling på Frederiksberg Hospital, som tager sig af sygdomme og skader i nyrer og urinveje, fik en stor overraskelse i går. En patient var nemlig så taknemmelig for behandlingen på afdelingen, at vedkommende havde købt et væld af blomster til personalet, skriver TV2.
Hele 45 blomsterbuketter ventede på gangen.
-Vi var alle meget paf og forstod ikke helt, hvad der skete. Vi troede, at der var nogen, der ville fri til sin kæreste eller sådan noget, fortæller sygeplejerske Cecilie Lykke til TV 2.
Der var blomster til alle og der står stadig blovmster på bordene. Den tidligere patient sagde tilmed, at han ville komme igen på mandag med en buket blomster mere til en særlig medarbejder.
Afdelingen har været præget af uro, fordi hospitalet måske skal fusionere med andre. Så blomsterne kom på det rette tidspunkt.
- Det havde vi helt sikkert brug for, og det kan han ikke have vidst. Det var virkelig rart at få den ros. Så føler man, at man gør en forskel, selvom det kan være hårdt, siger Cecilie Lykke til TV 2