Pas på: Solen kan smadre dine stueplanter

Giv planterne et boost, og sæt dem udenfor, så de kan slubre lys i sig. (Foto: Foto: /Free)

Planterne stortrives med sommerens dagslængde og lysmængde, men ikke med den skarpe sol, så send stueplanterne på sommerferie fra vindueskarmen.

Ligesom vi mennesker kan blive solskoldede, kan stueplanterne det også. Men sender man stueplanterne på sommerferie fra boligens solbeskinnede steder, sikrer man sig, at de stadig strutter godt og grønt sommeren over.

Står planterne i et sydvendt vindue eller ved et meget varmt vestvendt vindue, er de eksponerede for solskader. Men sættes de i stedet i et øst- eller nordvendt vindue, trives de langt bedre, lyder rådet fra Jesper Carl Corfitzen, der er haveekspert ved Boligejernes Videncenter, Bolius.

- Når temperaturen rammer 25 grader og derover, kan visse planter kollapse - specielt de store bladplanter som fingerfilodendron, siger han og fortsætter:

- De planter står normalt ikke i solen, men stammer fra troperne, hvor de står under større træer og får flimrende lys, så herhjemme skal de trækkes lidt tilbage fra sollyset, siger Jesper Carl Corfitzen

Han råder til, at man også flytter populære planter som fredsliljer og almindelige orkidéer som phalaenopsis væk fra de solvendte vindueskarme.

Er skaden sket og bladene blevet brune og beskadigede, behøver man ikke at skrotte stueplanten.

Varmen kan de fleste stueplanter klare, fordi de typisk oprindeligt stammer fra tropiske egne, men det er den brændende sol, der gør, at bladene bliver brændte og solskoldede, siger Haveselskabets faglige ekspert Louise Møller.

Mangler planten vand, er det typisk langs bladranden, at den begynder at blive brun og krøllet.

Har planten derimod været udsat for for meget sol, starter skaden typisk midt i bladet, som begynder at blive gulligt, inden det ændrer farve til en mere brunlig karakter.

- Når man at få sat planten væk fra den direkte sol i tide, kan den nå at komme sig. Nogle blade skal lige have en uges tid, før man reelt kan se, hvor slemt det er, siger Louise Møller og fortsætter:

- Viser det sig at være en lille skade, så lad bladet sidde på. Pil kun de grimme, ødelagte blade af. Nogle af planterne kan faktisk reparere sig selv og sætte nye blade - hvis der er noget grønt tilbage, kan den nemlig stadig lave fotosyntese, forklarer Louise Møller.

Mens de især bredbladede planter skal sættes væk fra det direkte lys, er der derimod også stueplanter - som sukkulenter og kaktusser - som trives fint i solstrålerne og det varme vejr.

De skal bare nusses lidt mere om, siger Jesper Carl Corfitzen.

- De kommer oprindeligt fra steder, hvor de er vant til, at solen bager, så i sommerperioden skal de bare have lidt mere vand, end man ellers ville give dem over vinteren, hvor de nærmest kan stå uden vand, forklarer han.

Nogle stueplanter kan faktisk sættes helt udenfor i de lune måneder. Det skal bare være mindst otte grader, tilføjer Louise Møller.

- Potteroser, pelargonier og hortensier kan man med fordel flytte udenfor, hvis man har mulighed for det.

- Citrusplanter, oliven- og pengetræer kan også fint komme udenfor på altanen eller terrassen. De skal i øvrigt alle sammen have mere vand på denne tid, siger Louise Møller.

Fakta: Vanding i varmt vejr

- Når temperaturen er lun, er planternes fordampning højere, så man skal vande ekstra i sommermånederne og gerne tilføje lidt gødning med mikronæringsstoffer i vækstperioden.

- Brug blødt vand. Regnvand er godt, men man kan også sagtens bare vande med afkølet kogt vand.

- Giv bladene - lige fra sukkulenter til større bladplanter - en let overbrusning i den tørre tid. De kan nemlig optage en lille smule fugt gennem bladene.

- Giv planterne et boost, og sæt dem udenfor, så de kan slubre lys i sig.

- Skal du på sommerferie i et par uger, så stil potteplanterne væk fra de syd- og vestvendte vinduer. Stil dem eventuelt ind i brusenichen eller badekarret på et vådt klæde eller lignende, hvor de kan stå skyggefuldt og suge ekstra vand.

Kilde: Jesper Carl Corfitzen.

/ritzau fokus/