Hvis du er på vej ud i morgentrafikken skal du være opmærksom på, at der kan være glat.
Flere politikredse er nemlig nu ude at advare om glatte veje rundt om i landet.
Fra Vestegnens Politi lyder det blandt andet på Twitter.
- Meget glat flere steder på Vestegnen - bla. i Rødovre. Kør forsigtigt og pas på hinanden.
Og en lignende melding kommer fra Sydjyllands Politi, der har været ude hos flere forulykkede biler på Esbjergmotorvejen.
- Flere bilister er forulykket på Esbjergmotorvejen i begge retninger mellem Gørding og Holsted, meget glat på stedet, kør forsigtig.
På Vestmotorvejen er der også store problemer. Her spærrer et større antal lastbiler en strækning ved Vemmelev, fordi de ikke kan komme op ad en bakke på grund af sne på vejbanen.
Lokale problemer
Hos Vejdirektoratet lyder meldingen dog, at de glatte veje ikke er et landsdækkende problem i morgentrafikken.
- Det er galt i forbindelse med, at der ligger sjap. Der er faktisk plusgraderne på vejbanerne rigtig mange steder. Det er meget lokalt, og de fleste steder kører trafikken fint, men der er steder, hvor der er store problemer, siger vagthavende hos Vejdirektoratet, Marianne Bom, til Avisen.dk.
Hun har et par gode råd til trafikanter, der er på vej ud i morgentrafikken.
- Vi henstiller altid til, at man kører efter årstiden, siger Marianne Bom.
Hun fortæller, at der ofte er færre problemer, når der ligger sne, og det dermed er synligt, at man skal køre efter forholdene.
- Men på en dag som i dag, hvor der er noget sjap, men hvor du ikke kan konstatere, at det er glat med det blotte øje, der har vi som regel mere travlt med uheld, fordi kører folk, som de normalt ville gøre på en sommerdag, siger hun og slår fast, at det ikke er hensigtsmæssigt:
- Selvom man ikke glider på vej ud til bilen, så kan der godt være glat ude på vejene.