Pas på hunden i julen

Hunden elsker julen, men se efter dit hjem med "hundeøjne" i højtiden. (Foto: Dansk Kennel Klub)

Pas på de firbenede: Forgiftning, fed mad og fremmedlegemer er farligt.

– Julen byder på mange fristelser for vores firbenede venner. Chokolade, fed julemad, nødder, løgplanter, julepynt og børnelegetøj kan gøre højttiden til lidt af en labyrint at navigere igennem for både hunde og ejere, fortæller Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub.

– Som hundeejere har vi ansvaret for, at vores hunde har et godt og trygt liv. Det er vigtigt at tage sine forholdsregler de kommende dage og finde nogle løsninger, der gør, at hele familien – og hunden – kommer både hyggeligt at sikkert igennem højtiden, oplyser konsulenten, som anbefaler hundeejere, at man kigger dit hjem efter med ”hundeøjne” og fjerner det mest fristende, der er placeret i snude- eller halehøjde.

De tre farlige F'er

Specielt julens tre ”F'er”; Forgiftninger, fremmedlegemer og fed julemad kan være en udfordring for hvalpe og altid meget sultne hunde.

 

Chokolade er ofte det rene gift for især hvalpe. Foto: Scanpix

Forgiftning:
Mange hunde synes, det er spændende med nye dufte og julepynt. Nogle hunde, og i særdeleshed hvalpe, vil gerne udforske (læs tygge i!) alt nyt.
Sørg for at chokolade holdes udenfor hundens rækkevidde. Chokolade indeholder nemlig stoffet teobromin, der er giftigt for hunde. Hvis hunden spiser chokolade med højt kakaoindhold, kan den risikere at blive alvorligt syg eller ligefrem dø af chokoladeforgiftning. Symptomerne for chokoladeforgiftning er opkast, rastløshed, savlen, koordinationsproblemer, muskelsvaghed, mavesmerter og kramper.
Nødder, vindruer, rosiner, mistelten, julestjerner og løgplanter er også giftige for hunde.

Julepynt og spændende gaver i gulvhøjde går heller ikke altid hånd i hånd med nysgerrige hunde/hvalpe. Foto: Scanpix


Fremmedlegemer:
Glimmer, glaskugler, gavebånd og nisser er ikke ualmindelige at se som fremmedlegemer fjernet fra hundes maver. Overvej også at en knust glaskugle kan forårsage grimme sår i trædepuderne.

Fed julemad:
Hvert eneste år får hundredvis af hunde dårlig mave og opkast, fordi de har spist noget, de ikke kunne tåle. Julens mest udbredte syndere er: Fed julemad, sovs, andeskrog, der venter på spækbrættet eller er smidt ud til fuglene, ris a la mande, der er sat til afkøling på terrassen og karrysild med løg til 20 personer. Indskærp overfor gæsterne, at hunden kun må få sit sædvanlige foder og godbidder – og givet af hundens ejer, som dermed kender omfanget.

Pas også på:

Lys og ledninger:
Levende lys og logrende hundehaler er en dårlig kombination. En ivrig hundehale kan nemt vælte et tændt stearinlys og risikere at starte en brand.
Elektriske ledninger bør have jordforbindelse og være placerede så specielt hvalpe ikke kan sætte tænderne i dem.
Kontakt straks dyrlægen, hvis din hund har spist noget, den ikke kan tåle. Og ring altid til dyrlægen, inden du tager af sted.

Sørg for regelmæssighed i hundens hverdag i julen. Masser af ture og motion giver den styrke til at klare de mange gæstebud og nye oplevelser. Foto: Scanpix


Ferie:
Fridage, gæster og mange hænder der vil klappe hunden, lyder som enhver hunds drøm, men omvæltningerne stresser faktisk en del hunde. Oprethold så vidt muligt hundens daglige vaner, giv hunden en god lang motionstur, inden der kommer gæster, og sørg for at stressede hunde bliver afskærmet enten ved en ”babylåge” eller får tildelt et rum for sig selv, hvor de fra tid til anden kan slappe af og hvor gæster ikke er velkomne. Og husk at indlægge rolige stunder, hvor alene-hjemmetræningen vedligeholdes.
Skal hunden passes ude, må du påregne, at de fleste pensioner for længst er optagede over jul og nytår, men fortvivl ej: Den private pasningsportal, Dogley.com, er en mulighed. Her kan hundeejere og hundepassere finde hinanden, og hunden er forsikret under opholdet.