Det er ikke sjældent, at bilister drøner igennem Øresundstunnelen med 150 kilometer i timen til trods for, at den tilladte grænse er 90.
Men det skal nu være slut.
I hvert fald vil bilister, der i fremtiden har foden lidt for tungt placeret på speederen, være i større risiko for at modtage en fartbøde. I løbet af 2015 indføres nemlig en ny type fartkontrol. Og det har været længe ventet hos Øresundsbron:
- Hvis kunderne ved, at der er fartkontrol, så håber vi det holder hastigheden nede. Fartoverskridelserne er ikke blevet færre med årene, men mindst fem ulykker i tunnelen kan tilskrives for høj hastighed. Mindst én af de ulykker kunne have haft fatal udgang, hvis der havde været flere passagerer i bilen, udtaler Øresundsbrons sikkerheds- og miljøchef, Ulla Vesterskov Eilersen, i Øresundsbrons nyhedsbrev.
Intet politi
I dag er det problematisk – især i forhold til politiets sikkerhed - at udføre fartkontroller i den forholdsvis snævre tunnel. Men med den nye metode, behøver politiet ikke at være fysisk til stede.
Her måledes hastigheden på bilen nemlig to steder, enten med radar eller laser, hvorefter gennemsnittet regnes ud. Og er farten for høj, dumper der automatisk en bøde ind hjemme hos synderen. Hvilket kan blive en dyr omgang.
Det koster det at køre for stærkt:
For førere af biler, lastvogne og motorcykler stiger minimumsbøden fra 500 til 1.000 kroner.
For alle forseelser, der giver klip i kørekortet, stiger bøden til 2.000 kroner.
Ved samtidig frakendelse af kørekortet øges bøden til 2.500 kroner.