Det er ved at blive sommer, og det er skønt med en tur i skoven - ikke bare for dig og din familie - men i høj grad også for skovflåten.
Til trods for dens ringe størrelse, kan den være til voldsom gene, hvis den først lander på dig.
Der er dog en række råd til at mindske risikoen både før og efter.
I de fleste tilfælde er det blot at fjerne flåten inden for 24 efter, at den har bidt sig fast. Det er den tid det tager flåten at trænge gennem din hud ind til blodet. Når flåten skal suge blod, gylper den først maveindhold op for at kunne optage blodet, og her kan der ske infektion. Men den fingerregel kan ikke bruges alle steder i landet.
- På Bornholm kan man blive bidt af flåter, der er TBE-inficeret hvilket betyder, at den overfører virus, så snart den bider. Her skal man være opmærksom på, om man får influenza-lignende symptomer, for TBE-virus kan give hjernehindebetændelse i sidste ende, forklarer Jes Aagaard, der er naturvejleder for Naturstyrelsen, til Ritzau Fokus. TBE står for Tick Borne Encephalitis.
De TBE-inficerede flåter lever på Bornholm, i Sverige og i dele af Østeuropa. Der findes også eksempler fra Nordsjælland, men ellers er man ikke klar over, hvor i Danmark den inficerede flåt lever. Det er man stadig ved at undersøge ved at indsamle blodprøver fra råvildt, de danske jægere nedlægger.
- Derfor anbefales folk på Bornholm, der færdes meget i skoven, at blive vaccineret mod TBE, hvilket mennesker heldigvis godt kan, siger Jes Aagaard.
TBE-virussen er en del af arvemassen hos visse skovflåter, men størstedelen af skovflåterne smitter også med Borrelia. I modsætning til den medfødte TBE, er Borrelia noget den tager med sig fra de dyr, skovflåten angriber, før den bliver stor nok til at angribe mennesker.
Typisk kommer den fra små gnaverdyr som mus. I modsætning til TBE, kan mennesker ikke blive vaccineret imod Borrelia. Til gengæld har man altså 24 timer til at fjerne skovflåten, inden man smittes.
Mange mennesker tror, at flåter falder ned fra træerne eller kan springe, men det er ikke tilfældet. De sidder tværtimod nede i skovbundens bevoksning og venter på et bytte, og det bytte kan de mærke på meget lang afstand.
-Skovflåter har det mest utrolige scanningsudstyr til at lokalisere byttet med. Når du ånder, kan de mærke at luftens CO2-balance falder. De kan også lugte op til 300 forskellige duftstoffer, din krop udskiller. Det mest avanceret er dog, at de har en termocensor, der kan fornemme at temperaturen skifter en smule, når mennesker, der er varmblodet, er i nærheden, forklarer han.
Når ofret så er helt tæt på, bider den sig fast og kravler mod et varmt og fugtigt sted på kroppen.
Naturstyrelsen anslår, at danskerne går i skoven cirka 150 millioner gange om året. Mellem 2-300 mennesker bliver syge af bid fra en skovflåt.
Man kan få flere forskellige remedier til at fjerne skovflåter med på apoteket. Har man ikke det, kan man bruge neglene eller en pincet.
Modsat tægen skal skovflåten drejes til begge sider, inden man hiver den ud (cirka 45 grader).
Sidder der alligevel rester af den tilbage, vil huden automatisk støde det fra sig, men det kan give hudgener og kløe imens.
Det er straks sværere at opdage dem på hunde, da mærket efter et bid er under pelsen. Hunde kan dog vaccineres mod Borrelia-smitten. Det kan mennesker ikke.
Mennesker kan derimod vaccineres mod TBE-virus, der er den farligste infektion, skovflåten kan påføre dig.
De bedste råd mod skovflåter er, at holde sig på skovstierne, da de sidder i græsset. Husk eventuelt sokker og lange bukser.
Skal du tjekke dig selv, eller dine børn, efter en lang dag i skoven, skal du tjekke, hvor der er mest varmt og fugtigt. Det vil sige armhuler, inderlår, anus og kønsdele.
/ritzau/FOKUS