Fynboer skal være ekstra opmærksomme på deres kontanter i øjeblikket.
Fyns Politi oplever nemlig lige nu en stigning i anmeldelser i hele politikredsen om falske pengesedler.
Det er især 500- eller 1.000-kronesedler, der er problemer med.
Det er især i butikkerne, at de erhvervsdrivende pludselig opdager, at de har fået falske penge som betaling.
- Vi vil derfor opfordre de butiksdrivende til at undersøge de store pengesedler, inden de tager imod dem. Og er man uheldig at få en falsk pengeseddel, så skal det anmeldes til os hurtigst muligt, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Fyns Politi, i en pressemeddelelse.
Straffen for at fremstille og udgive falske penge er helt op til 12 års fængsel, og det er også ulovligt at betale med de falske sedler.
Det er muligt at undersøge, om en pengeseddel er falsk på flere måder.
- En ægte pengeseddel har en et vandmærke og en skjult tråd, som ses tydeligt, når sedlen holdes op mod lyset.
- En ægte seddel har også et hologram, der reflekterer lyset i forskellige farver.
- Endelig har ægte pengesedler en såkaldt vinduestråd, hvis bølger bevæger sig, når man vipper sedlen
- Man kan også undersøge pengesedlerne med en speciel tusch eller med ultraviolet lys. Hvis tuschstregen forsvinder igen, er sedlen ægte. Det er den også, hvis man brug af det ultraviolette lys kan se små lysende motiver på sedlen.
Kilde: Politiet
UDVID