Antibiotika, hovedpinepiller, diabetesmedicin og potensmidler. Man kan nærmest købe, hvilken som helst medicin på internettet.
Men pas på. Det er kan meget vel være forfalsket medicin, advarer Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen fortæller om eksempler på forfalsket medicin, som indeholder kviksølv, rottegift, blyholdig vejmaling og cement.
"Til dem, der er villige til at tage chancen, vil jeg sige: Lad være. Der er ingen grund til at sætte sit helbred på spil", siger Barbara Suhr-Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Den internationale handel med forfalskede lægemidler er således tilsyneladende skrupelløs, men har stor succes med det. Der sælges nemlig for enorme summer og det anslås i en rapport fra OECD og EUIPO, at omsætningen ligger i omegnen af 30 milliarder kroner.
De forfalskede lægemidler finder vej til de danske forbrugere, når forbrugerne handler hos ulovlige netbutikker.
Rapporten viser også, at den forfalskede medicin især fremstilles i Kina og Indien, og at det kan være mere profitabel end handlen med hård narko.
Samtidig er risikoen for at blive retsforfulgt lille, fordi det ofte er vanskeligt at spore varerne tilbage gennem komplekse forsyningskæder.
"Rapporten viser, at handlen med forfalskede lægemidler er særdeles omfattende. De kriminelle holder sig ikke tilbage fra at lukrere på andres ulykke. Hvis du køber medicin i ulovlige netbutikker, har du ingen chance for at vide, hvad du får. Du kan for eksempel ikke vide, om du får forfalsket medicin, og hvad den i så fald indeholder", siger Barbara Suhr-Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen, og tilføjer ord som "livstruende".
Både netbutikkeren der sælger den falske medicin og selve de forfalskede lægemidler kan umiddelbart se meget professionelle ud.
"Måske er det forfalskede lægemiddel virkningsløst - eller langt stærkere end det oplyste på pakningen. Derfor er det vigtigt at være ekstra påpasselig, når man køber medicin på nettet. Det gør man bedst ved at sikre sig, at man kun handler sin medicin hos godkendte onlineforhandlere i EU med "det grønne logo", og at man generelt følger de gode råd til sikker handel på nettet", oplyser Karen Juul Jensen, specialkonsulent i Lægemiddelstyrelsen.
Opfordringen er simpel: Køb kun medicin på webapoteker, der er godkendte af enten Lægemiddelstyrelsen eller en anden europæisk lægemiddelmyndighed. Har hjemmesiden det grønne EU-logo, så ved du, at det, der bliver solgt på siden, er sikkert og lovligt.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan du finde oversigter over danske apoteker og detailforhandlere, der har tilladelse til at sælge medicin via internettet.