Jeg hedder Pia Henriksen og arbejder som folkeskolelærer på Vestegnen, hvor jeg i mange år desuden har fungeret som SSP-lærer og konfliktmægler. Derudover er jeg netop valgt som kredsstyrelsesmedlem i den lokale lærerkreds, og så arbejder jeg med fremtidens fællesskaber som ekstern træner hos DeltagerDanmark.
Jeg er mor til to piger og meget optaget af det gode børneliv. Jeg skriver om skolesystemet, som jeg mener er på vej i den gale retning og dræber børns fantasi og drømme.
Derudover skriver jeg om fagpolitik, samfundsforhold samt håb og frygt for fremtiden.
EN STORKONFLIKT er afblæst, og de fleste sidder med armene over hovedet. Det hele endte hæderligt takket være et historisk sammenhold på tværs. Altså lige bortset fra det med lærerne, der stadig føler sig som dørmåtter. Måske endnu mere end nogensinde. Det kan være meget svært at forstå, hvad det er ved en årsnorm, der nu kan få endnu flere lærere til at forlade folkeskolen, men ikke desto mindre skal vi forberede os på, at en skole i knæ nu vil blive tømt for kvalificeret arbejdskraft, og det vil blive en kæmpe opgave lokalt at arbejde bevidst med fastholdelse og rekruttering.
Alt dette skal forklares med følelser og selvrespekt. Tilbage i 2013 blev en hel faggruppe hængt ud i medierne af skamløse politikere i flere måneder, mens de til sidst måtte stå på gader og stræder i et forsøg på at tilkæmpe sig en smule opbakning. Politisk spin gjorde store dele af befolkningen hadefulde, og lærere oplevede at blive råbt af og spyttet på. Det var ikke bare længere en faglig kamp, men en personlig kamp, som efterlod ikke lærerstanden, men hver enkelt lærer i sorg og vrede. Det hele fordi regeringen havde en snedig plan, som gik imod al anstændighed og var gift for aftaleretten. Lærerne mistede tillid til systemet, og mange valgte at forlade faget. Dem som blev tilbage fik bestemt ikke en medalje, men blev mødt af endeløs mistillid og topstyring, som vanskeliggjorde deres arbejde yderligere.
Ved OK15 var lærerne trætte, og det endte med et svagt ja. Til gengæld fik de håbet og gnisten tilbage, da de sammen med hele den offentlige sektor kunne rejse sig med en musketered og et helt nyt fællesskab imellem faggrupper. Personligt har jeg aldrig haft den store tiltro til, at det ville bringe de store forandringer for lærerne, så derfor var en kommission og lidt befolkningssympati mere, end jeg havde turde at håbe på. Men for de fleste lærere, tror jeg, at der var et spædt håb om at genvinde tillid til arbejdsgiverne og aftalesystemet med en anerkendelse, der kunne blive en ny start på alt det, der var trådt i stykker.
LÆRERNE HAR oplevet at blive mødt af alle de faser, som optrapper en konflikt til det punkt, hvor man kun kan flygte eller kæmpe. Det betyder, at mange rent følelsesmæssigt føler sig nødt til at sige op eller stemme nej til forliget, selvom de bestemt ved, at det sikkert bedst kan betale sig at stemme ja i forhold til deres arbejdsvilkår og fremtidige forhandlingsposition. Det kan bedst sammenlignes med de følelser, der er på spil i statsamtet, når man skal dele sine børn. Den eneste chance for at komme nærmere et ønsket resultat er at samarbejde med den modpart, som har skabt det følelsesmæssige kaos, og det kan føles som et overgreb, når man skal sluge den kamel. Omvendt er man også klar over, at det næppe hjælper at eksplodere, så man undertrykker alle sine følelser og går videre ud i verden med skader, der skal heles.
Det er med en stor knude i maven, at lærerne nu skal beslutte sig for, hvad de gør ved en kommende urafstemning, og følelserne er uden på tøjet. Jeg vil derfor bede resten af Danmark om at træde varsomt i denne tid. Det er nu, at vi skal være søde ved lærerne, så længe vi stadig har dem.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.