Stig Grenov fra Kristendemokraterne var i DR’s ’Mød Partierne’ og forklare blandt andet hvorfor, partiet ikke mener, at homoseksuelle par skal have lov til at adoptere. Partiet måtte forlade Folketinget i 2001 og forsøger at komme tilbage ved blandt andet at markere sig med en aktiv familiepolitik.
På et spørgsmål om, hvorvidt homoseksualitet er unaturligt, svarede partiformanden efter en tænkepause ’ja’.
- Det er jo ikke et spørgsmål om, at homoseksuelle er onde. Det er et spørgsmål om, at barnet som menneske har behov for at spille bold op imellem de forskellige køn og danne sin kønsidentitet derfra, forklarede Stig Grenov i DR.
- Hvis den lille dreng kan se, at forældrene fravalgte hans køn. Hvad betyder det så for ham - det kunne jeg godt tænke mig at vide, lød det fra Stig Grenov.
Kristendemokraterne går ind for bedre muligheder for at arbejde på halv tid, så det bliver lettere for de danskere, der gerne vil få flere børn. Partiet er modstandere af abort, men går ikke ind for et totalforbud.