En palæstinenser har ved et skudangreb søndag i et industriområde ved en israelsk bosættelse på Vestbredden skudt og dræbt to israelere, oplyser Israels militær.
Militærets talsmand, Jonathan Conricus, siger, at en 23-årig palæstinenser, som udførte angrebet, havde arbejdet i industrizonen i Barkan, hvor skyderiet skete.
Sikkerhedsstyrkerne har iværksat en stor eftersøgning for at finde den 23-årige palæstinenser, som anvendte en hjemmelavet pistol.
Israels militære talsmand siger, at der er tale om et terrorangreb. Han siger, at der øjensynligt er tale om et angreb, hvor den 23-årige handlede alene.
Det var en israelsk kvinde og en israelsk mand, der blev dræbt. En anden israelsk kvinde blev også ramt og såret.
Der har været protester i Gaza mindst en gang om ugen siden den 30. marts.
De palæstinensiske demonstranter kræver blandt andet et stop for Israels økonomiske blokade.
Ifølge den israelske hær deltog omkring 20.000 palæstinensere fredag i voldsomme demonstrationer, hvor mange kastede eksplosiver mod de israelske soldater.
Israels forsvarsminister havde forud for fredagens protest advaret Hamas om øgede restriktioner.
Siden 2015 har palæstinensere dræbt over 50 israelere, to amerikanere og en britisk turist i knivoverfald, skud- og bilangreb, skriver nyhedsbureauet AP.
Israelske styrker har i samme periode dræbt over 260 palæstinensere, hvor langt de fleste ifølge Israel var angrebsmænd.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters