Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil nu foreslå to tiltag, der skal afskrække folk fra at begå pædofile handlinger
Det skriver Altinget.
For det første skal fængselsstraffen hæves for andre seksuelle overgreb end samleje.
Derudover vil regeringen give mulighed for midlertidigt at inddrage passet hos pædofilidømte. Hensigten er at forhindre pædofile i at rejse til udlandet og begå overgreb på børn der.
Det vides ikke, hvor meget regeringen vil skærpe fængselsstraffen.
Hos SF er der overordnet opbakning til forslaget. Helt andre toner lyder der fra De Radikale.
Retsordfører Kristian Hegaard erklærer sig over for Ritzau uenig.
Det er et typisk socialdemokratisk træk at melde så bombastisk ud, men ikke sige så meget om indholdet, lyder den harske kritik.
- Det afgørende her er, om det beror på en nærmere analyse eller dokumentation for effekten. Hvis forslaget ikke har en effekt, er det symbolpolitik, siger Kristian Hegaard.
Rasmus Kjeldahl, direktør hos Børns Vilkår, har forståelse for regeringens tanker om at fratage passet midlertidigt.
- Socialarbejdere, der har arbejdet steder i Thailand og Indonesien, konstaterer, at et stort antal vestlige pædofile søger til de områder, siger han.
Men han mener også, der bør være mere fokus på behandling og forebyggende arbejde.
Hårdere straffe kan være en del af løsningen, siger Rasmus Kjeldahl:
- Men man ved også, at hvis man er aktiv pædofil og ikke kan holde sig fra børn, er man nødt til at have behandling.
Kuno Sørensen, psykolog hos Red Barnet, siger, det måske kan have en eller anden form for virkning at inddrage passet.
Men når det gælder strengere straffe, påpeger han, at domstolene allerede har beføjelse til at dømme andre seksuelle overgreb end samleje lige så hårdt som direkte samleje.
- Det er vigtigt, at den type overgreb straffes på samme måde som ved samleje. Men det mener jeg, at straffeloven i forvejen lægger op til.
Han påpeger, at der man bør have mere fokus på forebyggelse i form af for eksempel oplysningskampagner.
/ritzau/