Påkørt af 73-årig i tragisk rally-ulykke: "Han er en kanondygtig chauffør"

Efter en dødsulykke under et rallyløb sender organisationen bag løbet sine tanker og medfølelse til pårørende.
Til Ekstra Bladet fortæller rallykøreren Brian Johansen, at der er tale om en erfaren og dygtig kører.
Til Ekstra Bladet fortæller rallykøreren Brian Johansen, at der er tale om en erfaren og dygtig kører. Foto: Axel Schütt/Scanpix

To personer døde tidligere lørdag, efter de blev påkørt under et rallyløb nær Randers.

Organisatorerne af løbet, Randers Auto Sport og Dansk Automobil Sports Union, skriver i den forbindelse:

- Vores tanker og medfølelse går først og fremmest til de pårørende efter denne tragiske ulykke, men også til de involverede deltagere og officials, der har hjulpet ved ulykken, skriver Bent Mikkelsen, formand for Dansk Automobil Sports Union, i en meddelelse.

De to ramte var såkaldte officials, der var med til at afvikle løbet. De blev påkørt af en 73-årig rallykører og hans 22-årige co-driver.

Der blev øjeblikkeligt givet livreddende førstehjælp, men de to påkørte stod ikke til at redde.

- Vi nedsætter i sådan et tilfælde en ulykkeskommission og undersøger forholdene omkring ulykken, herunder årsagen, skriver Bent Mikkelsen.

Dansk Automobil Sports Union fortæller, at man ikke har yderligere kommentarer.

Til Ekstra Bladet fortæller rallykøreren Brian Johansen, at der er tale om en erfaren og dygtig kører.

- Nogen mener, at han måske er punkteret, og dermed er der tale om et sprængt dæk, og jeg er sikker på, at det ikke er en chaufførfejl.

- Det nægter jeg at tro på. Manden er en kanondygtig og en meget påpasselig chauffør. Du kan ikke se, om der er en defekt støddæmper eller dækket er punkteret eller andet, siger Brian Johansen til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.