Ifølge en ny rapport fra Ankestyrelsen er antallet af anbringelser uden samtykke – også kaldet tvangsfjernelser – steget årligt siden 2007.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Dengang blev cirka 1200 børn tvangsfjernet. Sidste år gjaldt det godt og vel 2700 børn. Det er det højeste antal nogensinde.
Stigningen er sket, i takt med at antallet af anbringelser i øvrigt er stabilt.
Det faktum undrer professor Inge Bryderup. Hun har i årevis forsket i anbragte børn og familiepleje ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
- Antallet af anbringelser uden samtykke er nærmest eksploderet de sidste 20 år og steget støt her gennem 2010’erne. Jeg undrer mig meget over baggrunden for udviklingen, siger hun.
I Ankestyrelsens rapport fortæller fire sagsbehandlere, at deres kommune har ændret praksis, så fokus er på tidligere at anbringe børn uden for hjemmet.
Det flugter med socialminister Astrid Krags (S) ønske om tidligere indsats for udsatte børn.
Til Kristeligt Dagblad siger ministeren, at hun ikke ser de mange tvangsanbringelser som et problem, da det i hendes øjne viser, at kommunerne "står på barnets side".
Risikoen ved at vente for længe er, at barnet lider overlast, påpeger ministeren.
Når børn og unge anbringes uden for hjemmet, kan det ske både med og uden samtykke.
For at en anbringelse kan betragtes som frivillig, kræver det samtykke fra forældrene. Hvis en ung er over 15 år, kan vedkommende selv give samtykke.
Men anbringelserne uden samtykke er der altså kommet flere af.
Bryderup kalder tendensen bekymrende.
- Det manglende samtykke kan få alvorlige konsekvenser for, om selve anbringelsen bliver en succes, siger hun til avisen.
- Når forældrene accepterer en anbringelse, så er der nogle loyalitetskonflikter, som barnet slipper for at have.
Også Anne-Dorthe Hestbæk, seniorforsker ved Vive – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, mener, at det manglende samtykke kan få konsekvenser børnene.
- Når man går ind i en tvangsanbringelse, så bliver det nemt sådan, at magtforholdet mellem den udsatte familie og kommunen bliver meget tydeligt, siger hun til Kristeligt Dagblad.
/ritzau/