Der er mangel på pornofilm i Sdr. Omme Fængsel. Det mener Daniel Jepsen, der netop er blevet løsladt fra samme sted i hvert fald. Derfor beder han nu folk i Aarhus og omegn om at donere deres erotiske DVD’er til de indsatte.
– Man savner jo konen eller kæresten, og alle skal have dækket et behov. Derfor er filmene i høj kurs i fængslet, siger Daniel Jepsen til TV2 Østjylland.
Lige nu må fangerne deles om de få film, der går på omgang i cellerne. Ifølge Daniel Jepsen sad der 27 mand på hans afdeling.
– Her havde vi en 8-10 film, som alle delte. Måske har nogen haft film, de holdt for sig selv. Det skal jeg ikke kunne sige, siger han til TV2 Østjylland, og understreger, at der er visse krav til de film, han søger.
– Det skal være originale film på dvd og ikke brændte udgaver. Dem vil afspillerne ikke acceptere i fængslet. Og nej, der er ikke adgang til nettet eller mulighed for at have en USB-nøgle med derind, fortæller han.
Jagten på pornofilm har han startet på facebook, hvor han beder folk i Aarhus og omegn om hjælp til at forsøde tilværelsen for sine venner i cellerne.
Om der er nogen, der har valgt at hjælpe Daniel Jepsen i hans jagt på pornografiske DVD’er melder historien endnu intet om, men hvis donationen kommer, er han klar til at starte knallerten.
– Jeg er dømt for at køre uden kørekort og andre forseelser i den genre, så jeg kan først tage kørekort om otte år. Så jeg må rundt på knallert efter filmene, siger Daniel Jepsen til TV2 Østjylland.