"Dit køretøj er parkeret i strid med vejbkg. paragraf 56, T33, der er sålydende: parkering i afmærkede parkeringsbåse skal ske inden for båsen".
Sådan stod der på en hilsen til Kenn Plougman Olsen fra Nibe. Han havde 11. juli parkeret ved Vestre Fjordpark i Aalborg, hvor han, to sønner og en kammerat var inde og få en dukkert, skriver Nordjyske.
Med hilsenen var der også en parkeringsafgift på 510 kroner.
- Der stod ikke et eneste skilt med parkering forbudt derude, så det kunne jeg ikke forstå, siger Kenn Plougman Olsen.
Han klagede derfor til det kommunale parkeringsselskab Parkeringskontrol Nord og bad samtidig om aktindsigt i antallet af p-afgifter på stedet.
30. juli modtog Kenn Plougman Olsen et brev fra Parkeringskontrol Nord, hvori det fremgår, at der i 2018 var uddelt 39 bøder på p-pladsen ved Vestre Fjordpark.
Desuden skriver Parkeringskontrol Nord ifølge Nordjyske, at "parkeringsvagten har lavet en teknisk fejl", og at man vil underrette ejerne af køretøjerne om den fejlagtige parkeringsafgift.
Derudover gjorde Parkeringskontrol Nord opmærksom på, at afgiften ikke skal betales.
Som at vinde i Lotto
Kenn Plougman Olsen undrer sig dog over, at det kan lade sig gøre at uddele 39 parkeringsafgifter på et forkert grundlag. Han betegner sin sejr som et vinde i Lotto:
- Man har hørt om mange, der har forsøgt at få en parkeringsbøde tilbage, og det er næsten umuligt.
P-chef: Det er ikke smart
Leder af parkeringskontrol Nord, Frode Nielsen, forklarer overfor Nordjyske, at en ny p-vagt har anvendt en paragraf, som ikke kan anvendes på parkeringspladsen Vestre Fjordpark. Den paragraf, der har været benyttet det pågældende sted, går på, at man ikke må parkere udenfor båsen:
- Og det kan man jo ikke inde på et grusareal, hvor der ingen båse er. Det er ikke ret smart. Det er lidt af et problem, siger Frode Nielsen til avisen.