P-vagt gav politiet bøde for pizza-parkering

Arkivfoto. Efter at have hørt politiets redegørelse har 'Din Parkering' dog slået en streg over parkeringsbøden.
Arkivfoto. Efter at have hørt politiets redegørelse har 'Din Parkering' dog slået en streg over parkeringsbøden. Foto: Sara Gangsted/Scanpix/arkiv

Nordsjællands Politi var ikke sen til at rette henvendelse til det private parkeringsselskab 'Din Parkering' da det mandag formiddag gik op for ledelsen på Helsingør Politigård, at en af patruljevognene havde fået en parkeringsbøde af selskabet, mens betjentene var ved at udføre politiopgave i Espergærde i søndags.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Bøden lød på 750 kroner for at holde på en parkeringsplads, som hører til pizzeriaet 'Big Ben' og er forbeholdt restaurantens kunder. Politifolkene fandt opkrævningen siddende på patruljevognens forrude, da de vendte tilbage fra den opgave, de var kaldt ud til.

Nu er det imidlertid sådan, at politiets patruljevogne er hævet over færdselsloven, og må parkere hvor som helst og når som helst, mens der bliver udført opgaver. Men det bed ikke på 'Din Parkerings' kontrollør, som konstaterede at betjentene ikke befandt sig på pizzeriaet, og at patruljevognen ikke holdt med udrykningsblink på.

Der var heller ikke nogen betjente at se i nærheden og ikke noget, der indikerede en situation, som krævede politiets indgriben. Efter at have observeret patruljevognen i tre minutter faldt bøden, skriver Helsingør Dagblad.

Hos politiet undrer den lokale ledelse sig over selskabets manglende konduite, men direktøren for 'Din Parkering', Dennis Balswel, understreger overfor Helsingør Dagblad at p-vagten ikke har optrådt i strid med selskabets regler, da der umiddelbart ikke var noget der godtgjorde, at det var nødvendigt for politiet at bryde parkeringsreglerne på den privat regulerede plads i Espergærde.

Efter at have hørt politiets redegørelse har 'Din Parkering' dog slået en streg over parkeringsbøden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.