Danske Bank fik i årets første kvartal et overskud før skat på 1,6 milliarder kroner og et plus efter skat på 800 millioner kroner. Resultatet er som forventet, oplyser banken.
- Initiativer på indtjeningssiden og et stærkt fokus på omkostninger har betydet fremgang i vores bankaktiviteter, siger Eivind Kolding, ordførende direktør i banken.
Koncernens indtægter steg med seks procent i forhold til samme kvartal året før og nåede op på 12,4 milliarder kroner.
Selve resultatet var en fremgang på 11 procent i forhold til samme periode sidste år.
Fremgangen i bankens indtægter skyldes både stigende nettorenteindtægter og en fremgang i handelsindtægter. Samtidig er omkostningerne faldet med syv procent i forhold til første kvartal 2011.
Nedskrivningerne på udlån ligger markant højere end for et år siden. Dog er nedskrivningerne faldet fra det meget høje niveau i sidste kvartal af 2011, blandt andet på grund af lavere nedskrivninger i Danmark og Irland, oplyser banken.
Som led i en ny strategi ændrer Danske Bank fra 1. juni i sin organisation. Dermed bygges organisationen op på tre nye forretningsenheder: personal banking, business banking samt corporates & institutions.
- Nu opbygger vi en organisation, hvor beslutningerne træffes tættere på kunderne. Det gør tingene enklere, hurtigere og mere effektive, siger Eivind Kolding, der har haft ansvaret for banken siden midten af februar.
Som led i den nye strategi vil Danske Bank fremover bruge dette navn på alle markeder.
Desuden skiller man nu kriseramte irske lån i National Irish Bank ud i en særskilt enhed, der skal afvikle disse lån bedst muligt. Der er tale om lån på 35 milliarder kroner eller 56 procent af de samlede udlån i den irske bank.
Northern Bank og den fortsættende del af National Irish Bank bliver så fuldt integreret i den nye organisation under navnet Danske Bank.
- Vi har overvejet alternative muligheder og konkluderet, at denne løsning vil være den mest værdiskabende for bankens aktionærer, siger Eivind Kolding.