Har du helt styr på reglerne for dine pauser i løbet af arbejdsdagen?
Det kan nemlig vise sig, at du har penge til gode fra chefen. En tidligere kvindelig Fakta-medarbejder har fået 14.000 kroner i efterbetaling fra arbejdspladsen, fordi hun arbejdede i de pauser, hun selv havde betalt for.
Det skriver finans.dk.
Sagen blev afgjort på i et forligsmøde mellem dagligvarekæden og kvindens fagforening, HK Handel.
Kvinden arbejdede som nøglebærer i Fakta og arbejde ofte om aftenen som den eneste over 18 år. Det betød, at hun ikke måtte forlade butikken i sine pauser, og at hun tit blev tilkaldt for at hjælpe kollegerne. Men det må man ikke, når man selv betaler sine pauser.
- Hvis man står permanent til rådighed i pausen, skal man ikke selv betale for den. Hvis arbejdsgiveren forholder sig retten til at forstyrre dig i din pause, så må de efter vores opfattelse også betale for det. For så kan man reelt ikke være sikker på, at man har sin halve times frokostpause, faglig chef i HK Handel, Kim Jensen, til finans.dk.
Mange holder under tre pauser
Fakta var enige om dermed kunne en retssag undgås. Kim Jensen mener dog, at der i handelssektoren er store problemer med medarbejdere der arbejder i selvbetalte pauser.
- Jeg tror, der er et stort mørketal, fordi medarbejderne dels ikke er klar over reglerne, og dels ikke forlanger betaling, fordi de er flinke. De påtager sig arbejdsgiverens opgave ved at sige: ”Det er synd for kollegaerne, jeg er nødt til lige at hjælpe.” Ja, selvfølgelig er du det, men det skal du ikke gøre i din fritid, siger Kim Jensen.
Sidste år viste en undersøgelse, som Analyse Danmark lavede for Riberhus, at omkring 55 procent af danskerne holder færre end tre pauser om dagen - inklusiv frokost og toiletpauser.
Det kan dog være usundt for dig at springe pauser over - eller at tale om arbejde, når du går til frokost med kollegerne.