Overlevede prikkerunde: Jonas Knudsen føler sig tæt på VM

Sport
Jonas Knudsen har spillet tre A-landskampe. Han kan fortsat gøre sig forhåbninger om at øge det antal ved VM-slutrunden i Rusland. (Foto: Foto: Anders Kjærbye/Scanpix)

Jonas Knudsen føler sig tæt på VM-billet efter fravalg af mere rutinerede Nicolai Boilesen og Riza Durmisi.

Venstrebacken Jonas Knudsen er blandt de 27 spillere, der fortsat er med i duellen om de 23 pladser i Danmarks VM-trup.

Ipswich-spilleren overlevede søndagens prikkerunde, hvor otte spillere i Danmarks bruttotrup blev skåret fra.

Det efterlader Jonas Knudsen med en god VM-fornemmelse.

- Det er fantastisk at være her endnu. Det var mit første mål, da vi mødte ind i sidste uge. Jeg er rigtig glad for, at jeg stadigvæk træner med, og det var første skridt mod VM.

- Jeg fik at vide i fredags, at jeg skulle møde op igen mandag. Det var en dejlig måde at gå på weekend på. Og det lover jo godt for mine chancer, at jeg stadigvæk er her, siger Jonas Knudsen.

Vestjydens optimisme skal også ses i lyset af, at venstre backkonkurrenterne Riza Durmisi og Nicolai Boilesen blev kasseret af Åge Hareide.

- Det stiller mig da i en bedre position, at de ikke er her længere. Det garanterer mig ikke en VM-plads, men jeg er da kommet tættere på, siger Jonas Knudsen.

I landsholdssammenhæng er han den mest urutinerede markspiller - sammen med Lukas Lerager - blandt de tilbageværende 27 spillere i bruttotruppen.

I den første del af VM-kvalifikationen sad Riza Durmisi tungt på pladsen som venstre back. Siden overtog Jens Stryger Larsen pladsen.

I kvalifikationsperioden var Jonas Knudsen kun i betragtning til en venskabskamp og igen til playoffkampene mod Irland.

Derfor fik han først i marts sin tredje landskamp - tre et halvt år efter landskamp nummer to.

I landsholdscomebacket udmærkede Jonas Knudsen sig ved at være en af de bedste spillere i 0-0-kampen mod Chile.

Den indsats kan meget vel have været afgørende for, at han fortsat står med gode VM-kort på hånden, vurderer han.

- Jeg tror, at kampen mod Chile betød rigtig meget for min VM-chance. Det var en eksamen, for man får ikke mange chancer på landsholdet. Det var dejligt at få en chance fra start, og så var det om at gribe den, og det gjorde jeg.

- Jeg føler, at jeg gjorde en god figur, og det er vigtigt, for det er præstationer i kampe, som tæller mest, siger Jonas Knudsen.

/ritzau/