Opdateret kl. 14:39
En 33-årig mand er kendt skyldig i at have sat ild til sin kæreste i hendes lejlighed i Nørresundby.
Det skriver Nordjyske.
Manden idømmes syv års fængsel.
Avisen skriver, at, manden, Jerri Ejlif Christensen, var tiltalt for det voldsomme overfald på den 39-årige kvinde, der fandt sted 16. december sidste år.
Han var anklaget for at have knust en flaske i hovedet på hende, slået hende i hovedet, stukket hende i ballen med en skarp genstand og til sidst at sætte ild til hende efter at have hældt karburatorvæske ud over hendes krop.
Ilden var skyld i, at kvinden fik anden- og tredjegradsforbrændinger på 25 procent af kroppen.
Hun blev efterladt i lejligheden i livstruende tilstand og måtte selv ringe til alarmcentralen om hjælp.
Nordjyske beskriver, hvordan manden i retten har forklaret, at han mistænkte sin kæreste for at være ham utro.
- Jeg ville gerne have hende til at indrømme, at hun havde været utro, så jeg vidste, at det ikke var mig, der var skør. Men hun vendte bare hovedet væk og grinede af mig, har han ifølge avisen forklaret.
Jerri Ejlif Christensen ankede dommen på stedet. Det skyldes blandt andet, at han ikke mener, at der er tale om drabsforsøg men grov vold.
- Vi er ikke enige. Vi mener fortsat, at der er tale om grov vold i den voldsomme ende, og det er derfor, at vi har valgt at anke sagen, siger forsvarer Rasmus Amandusson til Nordjyske.
/ritzau/