Straffelovrådet, der giver justitsministeren råd om lovgivningsspørgsmål, har fredag afgivet sin betænkning om væbnede konflikter i udlandet.
I rådet sidder blandt andre formand og landsretspræsident Bent Carlsen, politidirektør Elsemette Cassøe og højesteretsdommer Poul Dahl Jensen. De giver følgende betænkning:
* Deltagelse i væbnede konflikter i udlandet:
Regeringen vil hæve strafferammen for personer, der lader sig hverve til terror eller fremmer terror, fra fængsel i seks år til ti år - og op til 16 år under særligt skærpede omstændigheder.
Det ligger i tråd med Straffelovrådet, der skriver: Det kan overvejes at fastsætte en højere strafferamme for at lade sig hverve til terrorisme eller fremme en terrororganisation, når det sker ved at tilslutte sig en væbnet styrke i en konflikt.
* Forbud mod indrejse og ophold i konfliktområder
Regeringen vil gøre det ulovligt at rejse ind områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt. Det skal kunne straffes med fængsel på op til seks år. Tilladelse kan gives, hvis formålet er "anerkendelsesværdigt".
Straffelovrådet anbefaler ikke én bestemt model af kriminalisering af indrejse og ophold i et konfliktområde, men opstiller flere modeller med fordele og ulemper. Alle modeller betegnes som "vidtgående skridt".
Rådet forventer ikke, at en kriminalisering "vil kunne modvirke deltagelse i væbnede konflikter i udlandet i det omfang, som ønskes":
- Dette skyldes ikke alene, at der vil være personer, der føler så stærkt for den sag, de ønsker at kæmpe for, at de ikke vil blive afskrækket af risikoen for selv en langvarig fængselsstraf, men også, at der uanset kriminaliseringens nærmere udformning vil være tilfælde, hvor en overtrædelse ikke kan bevises.
Samtidig er der risiko for, at personer med lovligt ærinde i området i større eller mindre omfang vil blive ramt.
* Udenlandske erfaringer
Ifølge Straffelovrådet er det kun Australien, der har et lignende indrejse- og opholdsforbud. Det blev indført 1. december 2014 og har en såkaldt solnedgangsklausul, så det ophører 8. september 2018, med mindre politikerne forlænger.
Australien har lige nu forbud mod al-Raqqa-provinsen i Syrien og Mosul i Irak.
/ritzau/