En 71-årig kvinde fra Gjerlev ved Randers er tiltalt for vanrøgt af 61 hunde.
Sagen indledes onsdag ved Retten i Randers og betegnes af Dyrenes Beskyttelse som den næststørste sag om vanrøgt af hunde.
Her kan du læse om Gjerlev-sagen og andre større dyreværnssager.
* April 2018: Dyreværnet finder 21 afmagrede hunde hos en borger på Lolland. Dyrene havde ikke adgang til hverken mad eller drikke.
* Februar 2017: Politiet finder 45 afmagrede og syge hunde på en landejendom ved Gjerlev mellem Randers og Hadsund. Desuden finder man 16 andre hunde, der blevet aflivet med slag og skud. Der rejses tiltale mod en 71-årig kvinde for vanrøgt af i alt 61 hunde samt for overtrædelse af våben- og hundeloven.
* November 2016: 25 labradorer reddes fra et nordsjællandsk sommerhusområde. Flere af dem er udmagrede, har orm og ekstremt dårlig mave på grund af underernæring og vandmangel. Fire af hundene er senere blevet aflivet. Ejeren politianmeldes.
* Maj 2015: Myndighederne finder 91 cockerspaniels i en kennel i Hyllinge ved Næstved, hvor de går rundt i deres egen afføring. Hundene har blandt andet diarré, orm og øjenbetændelse. De fjernes efterfølgende fra ejendommen. Sagen betegnes af Dyrenes Beskyttelse som den hidtil største sag om vanrøgt af hunde.
Den kvindelige ejer af hundene idømmes 16. august 2017 30 dages betinget fængsel og må ikke holde hunde i tre år. Hun er dømt for grov behandling af 67 af de 91 hunde.
* Januar 2013: 53 hunde reddes fra en kennel på Sjælland. En af dem går rundt med et brækket ben, mens andre har så store bylder i munden, at de ikke kan spise. Ejeren af kennelen får en bøde på 25.000 kroner og får forbud mod at have hunde i forbindelse med erhvervsbeskæftigelse.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse.
/ritzau/