En 28-årig mand er anklaget for ved kvælning at have dræbt tre ældre mennesker i en bebyggelse i København.
Onsdag er retssagen mod ham blevet genoptaget i Københavns Byret.
Se her, hvordan sagen begyndte.
* 8. marts 2009 finder en beboer i bebyggelsen på Vangehusvej 1 på Østerbro i København den 81-årige Inez Hasselblad død. Hasselblad befinder sig i en lænestol i sin lejlighed.
* Politiet antager til at begynde med, at der er tale om en faldulykke. Men kvindens datter undrer sig over, hvor morens dankort, pas og nøgler er. Siden viser det sig, at dankortet er blevet misbrugt.
* Politiet undersøger efter henvendelse fra datteren brugen af dankortet, og 9. marts anholdes en mistænkt, en i dag 28-årig mand.
* I efterforskningen af sagen inddrager politiet to andre dødsfald, som er sket i bebyggelsen. 2. marts døde Peter Jensen Olsen, og 5. februar Eva Karin Regina Hoffmeister. Begge var i starten af 80'erne.
* Politiets efterforskning viser, at også Hoffmeisters betalingskort er blevet misbrugt, og den mistænkte mand bliver sigtet for at have dræbt de to.
* I december 2019 blev efterforskningen af sagen afsluttet, og anklagemyndigheden rejste tiltale mod manden.
* Retssagen blev indledt 4. marts 2020 og skulle have været afsluttet i maj, men er blevet forsinket på grund af coronasituationen.
* Den mistænkte nægter sig skyldig i drab, men her erkendt at have misbrugt sine ofres betalingskort, hvilket han også er tiltalt for.
* Han er tidligere dømt for kriminalitet. Han blev i 2011 af bøde Københavns Byret og Østre Landsret idømt forvaring - altså indespærring på ubestemt tid - for voldtægt og drabsforsøg.
* Men i 2012 valgte Højesteret at ændre det til en fængselsstraf på syv år. Den dømte var nemlig kun 17 år på gerningstidspunktet, og det talte imod en forvaringsdom, mente Højesteret.
/ritzau/