Her kan du få et overblik over nattens tre vigtigste udviklinger i forbindelse med den globale coronaviruspandemi frem til klokken 06.00 søndag:
* Grønland indfører alkoholforbud midt i coronakrise.
Dele af Grønland indfører alkoholforbud med øjeblikkelig virkning frem til 15. april. Det sker for at beskytte børn, der er hjemme under coronaviruskrisen, fortæller landsstyreformand Kim Kielsen ifølge Sermitsiaq.AG. Forbuddet er gældende for Nuuk, Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat.
* Flere end 2000 med coronavirus er nu døde i USA.
2190 mennesker i USA med coronavirus er døde. Cirka en fjerdedel af dem i New York City. Det viser tal fra Johns Hopkins University søndag morgen. I USA er hele 124.377 mennesker nu bekræftet smittet. Stigningen fik kortvarigt præsident Donald Trump til at overveje at lukke delstaten New York ned, men den idé blev droppet igen natten til søndag dansk tid.
* Regering og myndigheder var uenige om coronavirus fra start.
Helt i den spæde start af coronavirussets indtog i Danmark har regeringen og dens egne sundhedsmyndigheder haft vidt forskellige tilgange til, hvordan virusset skulle håndteres. Det fortæller en række anonyme kilder til Jyllands-Posten. Blandt andet i forhold til en mere omfattende teststrategi og regeringens afslag på hjælp til flere testkits fra Sydkorea, men uenighederne opstod endnu tidligere.
/ritzau/