OVERBLIK: Nattens tre vigtigste coronavirus-nyheder

Corona
Det vigtige signal er, at alle medlemslande anerkender, at denne krise er exceptionel, og den kræver et meget stærkt svar. Sådan sagde EU-præsident Charles Michel på et pressemøde efter torsdagens videokonference med lederne af EU-landene. (Foto: Francois Walschaerts/Reuters)

USA har nu flest smittede, EU udskyder plan og dansk sundhedspersonale tvinges på arbejde med hoste.

Her kan du få et overblik over nattens tre vigtigste udviklinger i forbindelse med den globale coronaviruspandemi frem til klokken 06.00 fredag:

* USA har overhalet Kina i antallet af coronatilfælde.

I USA var der sent torsdag aften dansk tid 82.404 smittetilfælde. Det viser tal fra Johns Hopkins University. Dermed har amerikanerne overhalet Kina, hvor 81.782 tilfælde af virusset er konstateret. USA er nu det land, hvor flest er konstateret smittet med virusset.

* EU-topmøde ender uden resultat.

EU's stats- og regeringschefer kunne ikke enes om slagkraftige finanspolitiske greb, da de torsdag tilbragte en lang aften sammen - forbundet via videokameraer, computere og skærme. En pakke af initiativer, der skal imødegå de alvorlige økonomiske følger af coronavirus, skal udarbejdes af eurozonens finansministre "i løbet af to uger". Det skriver lederne i en fælles erklæring.

* Sundhedspersonale opfordres til at arbejde trods hoste.

Sundhedsstyrelsens klare budskab til befolkningen er at blive hjemme, hvis man har hoste, let feber eller forkølelse. Men sundhedsmedarbejdere i Region Hovedstaden har fået instruktion i at tage på arbejde, selv om de hoster. Det skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/