Det er strømmet ind med lykønskninger fra konservative politikere, efter at det fredag står klart, at Marcus Knuth rykker fra Venstre til De Konservative.
Samtidig mener andre, at det er tegn på forandringer i blå blok.
Få et overblik over reaktionerne på Knuths skifte her:
* Simon Emil Ammitzbøll-Bille skiftede for nylig fra Liberal Alliance til det nyoprettede parti Fremad. Han mener, at blå blok ikke har set det sidste partihop.
- Marcus Knuth fra V til K er bare en understregning af, at flere partier har problemer mellem de værdiliberale og nationalkonservative, skriver Ammitzbøll-Bille på Twitter og uddyber over for TV2 News:
- Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der ligger til grund for Marcus' skifte. Men det er logisk, at vi er i en tid med opbrud omkring udlændinge- og værdipolitikken i blå blok.
- Man kan forestille sig, at der er flere, der vil have en mere ren politisk linje. Med et glimt i øjet, så virker det, som om transfervinduet stadig er åbent i blå blok, siger han til tv-stationen.
* Konservatives Naser Khader har selv skiftet parti flere gange i sin politiske karriere. Han byder sin nye partifælle velkommen på Facebook:
- Velkommen min ven Marcus Knuth - nu er vi endnu flere konservative, der kæmper for Danmark. Det bliver stort!, skriver han.
* Mette Abildgaard stemmer i:
- Du er meget velkommen hos os Marcus, og jeg glæder mig meget til at lære dig endnu bedre at kende. Det er ingen nem beslutning sådan noget, men man må følge sit hjerte og sit grundlæggende værdisæt, skriver hun som kommentar på Knuths Facebook-side.
* Marcus Knuth har under forrige valgperiode haft posten som udlændingeordfører, men siden valget har han haft posten som arktisk ordfører. Aaja Chemnitz Larsen, grønlandsk politiker fra Inuit Ataqatigiit i Folketinget, takker Knuth for samarbejdet.
- Du har gjort et rigtig godt stykke arbejde, og jeg håber stadig, at du vil samarbejde i andre sammenhæng. Du er en dygtig politiker med dine meningers mod, som du kæmper hårdt for. Det har jeg kæmpe respekt for. Held og lykke i den nye rolle, skriver hun på Facebook.
/ritzau/