OVERBLIK: Knast om nordirsk grænse spærrer for brexitaftale

BRITAIN-EU-POLITICS-IRELAND-NIRELAND (Foto: Paul Faith/arkiv/Ritzau Scanpix)

Forhandlerne strides om en aftale, der skal hindre en hård grænse mellem Nordirland og Irland.

Onsdag og torsdag var brexit igen på dagsordenen, da EU's stats- og regeringschefer var samlet i Salzburg til et uformelt topmøde.

Forhåbningen var at komme nærmere en aftale for briternes udtræden af EU. Men den komplicerede proces er stadig anledning til hovedpine hos forhandlere og statsledere.

Det skyldes især uenigheder om, hvordan man skal sikre handlen og en blød grænse mellem Nordirland, som træder ud af EU sammen med resten af Storbritannien, og Irland, der fortsætter med at være en del af EU.

Det er den eneste landgrænse mellem EU og Storbritannien.

Her følger et overblik over problematikken:

* Hvorfor er det vigtigt med en blød grænse mellem Nordirland og Irland?

I 1998 afsluttede Belfastaftalen årtier med vold ved grænsen. Selv om det ikke står eksplicit i aftalen, blev det taget for givet, at der ikke ville være en hård grænse med kontrol mellem Nordirland og Irland.

De historiemæssige forhold er således en vigtig årsag til, at EU og Storbritannien vil undgå en hård grænse. I dag er der en "usynlig" grænse mellem de to lande, og den vil man altså bevare.

* Hvad er problemet?

Problemet er, at Storbritannien og EU ikke kan enes om, hvordan grænsen skal fungere efter brexit.

Det er her aftalen - den såkaldte bagstopper kommer ind i billedet.

Den sikrer, at der ikke er en hård grænse mellem Nordirland og Irland, samtidig med at EU's indre marked er beskyttet mod, at der bliver sneget uregulerede varer fra Storbritannien ind i EU.

Bagstopperen er basalt set et sikkerhedsnet, der træder i kraft ved Storbritanniens udtræden af EU 29. marts 2019, medmindre eller indtil en bedre løsning på handelsområdet bliver fundet.

En handelsaftale er nemlig en potentielt langvarig proces.

EU vil ikke forhandle videre på andre områder, før en aftale om bagstopperen er på plads. Parterne er enige om, at der skal være en bagstopper. Det er udformningen af den, der skiller dem.

* Hvad er EU's løsning?

EU's forslag til bagstopperen er, at der skal trækkes en handelslinje over Det Irske Hav. Det betyder, at store dele af Nordirlands økonomi vil være underlagt EU-regler. Dermed kan man med relativt simpel kontrol sikre, at handlen med det øvrige Storbritannien lever op til EU-regler.

* Hvad er Storbritanniens løsning?

Storbritannien vil ikke acceptere, at Nordirland på den måde bliver afskåret fra resten af landet. Derfor vil man have, at bagstopperen gælder hele Storbritannien.

Men det kommer ikke på tale, har EU's chefforhandler, Michel Barnier, slået fast. Det vil nemlig betyde, at Storbritannien i årevis vil kunne drage fordel af EU's indre marked uden at have nogen medlemsforpligtelser, såfremt der i mellemtiden ikke findes en anden permanent løsning.

* Hvad sker der, hvis de ikke kan blive enige om bagstopperen?

Under de nuværende aftalte betingelser for brexit-forhandlingerne kan der ikke falde en aftale på plads, hvis ikke der er enighed om alle dele af aftalen.

Uden en aftale for bagstopperen kommer der altså ingen skilsmisseaftale for Storbritanniens udtræden af EU på plads. Og der vil heller ikke være en overgangsperiode til at lette processen.

Dette er et såkaldt hårdt brexit, som begge parter gerne vil undgå, men som de også i stigende grad er begyndt at forberede sig på.

Kilder: Financial Times, BBC, The Guardian og The Irish Times.

/ritzau/