OVERBLIK: Hundredvis er dømt for delinger i Umbrella-sagen

Krimi
Seksuelle, intime optagelser, hvor to 15-årige ses, blev delt flere end 5000 gange via Facebooks beskedapp, Messenger. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Krænkende videoer spredte sig som løbeild via beskeder på Facebook. Over 300 er blevet dømt for børneporno.

Umbrella-sagen handler om 1000 unges delinger af krænkende videoklip med seksuelt indhold i beskeder på Facebooks Messenger. I videoerne ses to 15-årige børn. Derfor er flere i sagen dømt for at dele børneporno.

Få et overblik over sagen her:

* I marts 2015 tager en 15-årig pige fra Nordsjælland hjem til en jævnaldrende ven en aften.

* Flere af drengens venner dukker op. En uge efter kan videoer, optaget på aftenen, findes på nettet. Der er tale om intime, seksuelle optagelser, og både den 15-årige pige og en 15-årig dreng ses.

* I marts 2016 bliver to teenagedrenge i sagen idømt bøder på 2000 kroner for deling af videoen.

* Erstatningsnævnet tilkender i 2017 pigen en erstatning på 30.000 kroner, som drengene skal betale for delingen. I 2019 får pigen yderligere 30.000 kroner i erstatning fra drengene, fordi de filmede.

* Facebook opdager i 2017, at videoen spredes i vidt omfang og går til de amerikanske myndigheder, som kontakter det europæiske politisamarbejde Europol. De går videre til dansk politi med sagen.

* I januar 2018 oplyser politiet, at over 1000 unge vil blive sigtet for delingerne. Videoerne blev delt flere end 5000 gange i Facebooks beskedapp, Messenger.

* I marts 2019 sigtes yderligere 148 personer for delinger. Siden er nye delinger blevet behandlet løbende i politikredsene.

* I første omgang rejser anklagemyndigheden en række sager ved retterne, som skal være såkaldte prøvesager og afgøres før de andre sager. De skal dermed lægge retningen for, hvordan resten af sagerne kan afgøres.

* Den sidste prøvesag afgøres 11. januar 2019 af Højesteret. Her idømmes en 20-årig mand 40 dages betinget fængsel for at dele børneporno.

* Samtidig bliver pigen på videoen tilkendt en erstatning på 10.000 kroner, mens drengen skal have 2000 kroner for den krænkelse, de blev udsat for. Niveauet for erstatningerne har varieret i de forskellige sager.

* I en opgørelse fra januar 2020 oplyser anklagemyndigheden, at 334 sager er endt med dom for deling af børneporno. De fleste har fået 7-20 dages betinget fængsel.

* Derudover er 444 sager afgjort som krænkende billeddeling, hvilket i de fleste tilfælde har resulteret i bøder på 1500 kroner.

* Samtidig er der sket frifindelse i 25 sager, mens 166 er blevet opgivet. Næsten halvdelen droppes, fordi den sigtede var under 15 år.

* Der er fortsat uafgjorte sager, oplyses det i januar 2020.

Kilder: Anklagemyndighedens seneste opgørelse fra årsskiftet, Rigspolitiet, DR og Ritzau.

/ritzau/