Selv om Uber ikke længere driver virksomhed i Danmark, er der fortsat sager ved domstolene i gang i forhold til de chauffører, der kørte for selskabet.
Torsdag afsiger Højesteret dom i en principiel sag om bøder til fire mænd, der kørte for tjenesten i Danmark.
Læs om sagerne og baggrunden her:
* Uber er en omstridt tjeneste, hvor private via en app kan stille sig til rådighed for køreture mod betaling. Uber hævder at være samkørsel, men er i det danske retsvæsen blevet erklæret som ulovlig taxakørsel.
* Uber kørte i Danmark fra 2014 til 18. april 2017. I marts 2017 meddelte selskabet, at en ny dansk taxalov gjorde det umuligt at fortsætte driften.
* 16. januar 2018 blev fire tidligere Uber-chauffører i Østre Landsret idømt bøder på 486.500 kroner, 110.000 kroner, 60.000 kroner og 40.000 kroner for ulovlig taxakørsel. Landsretten stadfæstede en dom fra Københavns Byret.
* Alle vil frifindes og har anket til Højesteret, hvor der falder dom torsdag.
* Anklageren kræver skærpede bøder på henholdsvis 591.500 kroner, 135.000 kroner, 72.000 kroner og 48.000 kroner.
* Københavns Politi har rejst sagen på baggrund af en liste med navne fra de hollandske skattemyndigheder over danskere, der har kørt for Uber i 2014 og 2015.
* Uber har sit europæiske hovedkvarter i Holland og udleverede oplysningerne i forbindelse med en skatterevision.
* Chaufførernes forsvarer har i byretten argumenteret for, at skatteoplysningerne ikke må bruges i en straffesag.
* Op mod 1500 tidligere Uber-chauffører fra listen er blevet sigtet for ulovlig taxakørsel. Samtidig venter en sag mod selskabet Uber i Danmark for medvirken til ulovlig taxakørsel. Politiet afventer prøvesagerne i Højesteret.
* Uber findes i dag i 70 lande og flere end 600 byer ifølge selskabets hjemmeside.
Kilder: Københavns Politi, Uber.com.
/ritzau/