EU27-landene har givet deres chefforhandler, Michel Barnier, mandat til at forhandle en overgangsordning efter den britiske exit på plads.
Det har de mandag besluttet på et europaministermøde i Bruxelles.
Tilbuddet til briterne omfatter en overgangsordning, der løber fra deres exit 29. marts næste år og frem til udgangen af 2020.
I de 21 måneder, som overgangen mellem exit og fremtidens nye forhold ventes at vare, er briterne stadig med i EU's indre marked og toldunionen.
De skal følge alle EU's love, betale til EU's budget og rette sig efter EU-Domstolens afgørelser uden at have nogen indflydelse, mener de 27 lande, der bliver i samarbejdet.
Forhandlingerne i første fase om verdens femtestørste økonomis udmeldelse af EU blev indledt i juni sidste år i Bruxelles.
Det var næsten et år efter folkeafstemningen 23. juni 2016, hvor 52 procent af briterne stemte for at forlade EU. 48 procent stemte for at blive.
Her er den forventede tidsplan for den britiske exit-proces:
* Onsdag 29. marts 2017: Storbritannien meddeler officielt EU, at det vil melde sig ud af samarbejdet. Det indleder en nedtælling på to år til exit.
* Lørdag 29. april: Stats- og regeringscheferne for EU27-landene holder ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Her vedtager de EU's retningslinjer for første fase i exit-forhandlingerne.
* Mandag 22. maj: De 27 landes europaministre melder klar til forhandlinger efter vedtagelse af et detaljeret brexitmandat til EU's chefforhandler, Michel Barnier.
* Torsdag 8. juni: Storbritannien holder parlamentsvalg. Premierminister Theresa May og hendes konservative parti taber det absolutte flertal. May bliver ved magten med støtte fra de nordirske unionisters parti, DUP.
* Mandag 19. juni: Michel Barnier og den britiske chefforhandler, brexitminister David Davis, indleder de formelle forhandlinger om den britiske exit fra EU.
* Torsdag 19.-fredag 20. oktober: På et topmøde i Bruxelles beslutter EU27-lederne, at der ikke er sket tilstrækkelige fremskridt i første fase. Forhandlinger om fremtiden må derfor vente. De vil dog gå i gang med "interne forberedende diskussioner" forud for kommende forhandlinger i anden fase.
* Fredag 8. december: Den britiske premierminister, Theresa May, og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, laver aftale i Bruxelles. EU-Kommissionen mener nu, at der er sket tilstrækkelige fremskridt til at begynde at forhandle om fremtiden.
* Fredag 15. december: EU27-topmøde i Bruxelles vedtager, at der er sket tilstrækkelige fremskridt om exit-betingelserne til at indlede anden fase i forhandlingerne. Den handler om overgangsordning og rammerne for det fremtidige forhold, herunder en frihandelsaftale.
* Mandag 29. januar 2018: EU27-landene vedtager på et europaministermøde i Bruxelles mandat til forhandlingerne om en overgangsordning efter exit.
* Fredag 23. marts 2018: EU27-lederne ventes på et topmøde at vedtage retningslinjer for forhandlinger om rammerne for det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien. Det handler ikke mindst om udformningen af en frihandelsaftale.
* Oktober 2018: EU ønsker at afslutte forhandlingerne om en udtrædelsesaftale med Storbritannien, herunder aftale om exit, en overgangsordning og rammerne for det fremtidige forhold. Det skal give tid til oversættelse til alle EU-sprog og ratificering i Europa-Parlamentet.
* Fredag 29. marts 2019 ved midnat: Storbritannien forlader efter planen EU. En overgangsordning, hvor briterne accepterer at følge alle EU-regler uden at være med til at træffe beslutningerne, kan i givet fald træde i kraft.
* April 2019: Efter den britiske exit kan EU og Storbritannien forhandle en aftale på plads om fremtidens partnerskab, herunder en frihandelsaftale. Afhængig af aftalens omfang skal den vedtages i 38 nationale og regionale parlamenter i hele EU, herunder i Folketinget, og i Europa-Parlamentet
* Torsdag 31. december 2020 ved midnat: Overgangsperioden efter britisk exit ventes at udløbe samtidig med udløbet af EU's langtidsbudget for perioden 2014-2020.
* Fredag 1. januar 2021: Det nye partnerskab mellem EU og Storbritannien kan efter den nuværende køreplan træde i kraft. Men vurderingen i Bruxelles er på forhånd, at det bliver særdeles svært at nå.
/ritzau/