Tirsdag tager Retten i Viborg hul på retssagen mod den 26-årige fupfodboldspiller Bernio Verhagen, der er tiltalt for trusler, vold, voldtægt og røveri.
Her kan du læse om forløbet i den opsigtsvækkende sag om Bernio Verhagen.
* 22. oktober: Verhagen kommer til Viborg. Han træner med førsteholdet én gang, før han bliver fjernet fra resten af truppen.
* 5. november: Viborg FF melder ud, at klubben har skrevet kontrakt med den 25-årige offensivspiller Bernio Verhagen.
* 7. november: Verhagen fortæller til bold.dk, at han tidligere har været til prøvetræning i Næstved og Randers. Men klubberne kender ham ikke.
* 15. november: Bernio Verhagens chilenske kæreste beskylder på sociale medier Verhagen for vold og kidnapning.
* 24. november: Viborg FF melder ud, at klubben er blevet svindlet, og at den vil overdrage sagen til politiet.
* 26. november: Viborg FF opsiger kontrakten med den 25-årige spiller og anmelder sagen til politiet.
* Samme dag anholdes Bernio Verhagen i forbindelse med tumult i en kiosk på Banegårdspladsen i Viborg.
* 27. november: Bernio Verhagen fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Viborg, hvor han sigtes for trusler, vold og røveri. Verhagen varetægtsfængsles i tre uger.
* 16. december: Politiet udvider sigtelsen mod Verhagen, der ifølge ordensmagten gentagne gange over en tre uger lang periode skal have været voldelig over for sin chilenske kæreste på et hotel og i en lejlighed i Viborg. Verhagen nægter sig skyldig i de rejste sigtelser.
* Samme dag stikker Verhagen af fra politiet, da han skal transporteres fra retten tilbage til arresten.
* 17. december: Tidligt om morgenen bliver Verhagen anholdt i et kælderrum i Holstebro. Han bliver efterfølgende fængslet igen.
* 7. februar 2020: Anklagemyndigheden rejser tiltale mod Verhagen for blandt andet vold, voldtægt og røveri.
* 28. april 2020: Retssagen mod Bernio Verhagen begynder i Retten i Viborg. Efterforskningen af beskyldningerne fra Viborg FF pågår fortsat.
Kilde: Ritzau, Viborg FF, anklagemyndigheden og bold.dk.
/ritzau/