Onsdag er en fyret læge, der har stået for tilsynet af flyvelæger, blevet politianmeldt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Det sker, efter at den kvindelige læge blev fyret og bortvist fra styrelsen fredag under mistanke om embedsmisbrug.
En flyvelæge skal undersøge, om piloter er psykisk og fysisk i stand til at udføre deres hverv.
Et gyldigt helbredsbevis er obligatorisk for piloter og flyveledere, der skal have det fornyet én gang om året.
De kan kun udstedes af en læge, der har gennemgået en særlig uddannelse inden for flyvemedicin og dermed er godkendt som flyvelæge.
Få et overblik over sagen her:
* Den kvindelige læge har haft en dobbeltrolle, hvor hun for Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har ført tilsyn med andre flyvelæger, samtidig med at hun selv havde en klinik, der undersøgte piloter.
* Dobbeltrollen blev særligt betændt, da Berlingske kunne beskrive klager over undersøgelserne på hendes klinik. Der er også eksempler på fusk med personlige stempler.
* Ifølge vicedirektør i styrelsen Kåre Clemmensen kan situationen have været til fare for flysikkerheden.
* Lægen blev fredag fyret fra sit job i styrelsen, og siden er hendes klinik, Doctors.dk, blevet lukket.
* Styrelsen har konstateret, at helbredsundersøgelser på Doctors.dk i et antal tilfælde er blevet udstedt af læger, der ikke er godkendt som flyvelæger.
* Efter at klinikken har fået tilbagekaldt sin godkendelse til at udstede flyvemedicinske helbredsbeviser, har styrelsen indkaldt cirka 2000 piloter og flyveledere til nye helbredsundersøgelser
* De pågældende piloter og flyveledere har gennemgået deres helbredstjek på klinikken inden for de seneste 12 måneder. De skal i løbet af de kommende to måneder have foretaget en ny undersøgelse. Indtil da må de fortsætte deres arbejde som normalt.
* Onsdag har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen meldt lægen til politiet. Styrelsen mener, at lægen har misbrugt sit embede. Ifølge Kåre Clemmensen er der tale om "decideret vildledning, som er foregået bevidst".
Kilder: Ritzau, Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen samt Berlingske.
/ritzau/